Hvergang hun drak, var det, somom hun sank dybere og dybere
i varme, duftende Rosenblade, indtil de slog sammen over hendes
Hoved og svingede hende frem og tilbage under høie Hvælvinger,
hvor Roser ringede og Musiken duftede i lange, rosenrode Toner,
der kjendte hendes Elendighed og kom, for at trøste hende. —
Men Kjælderdøren blev stødt op udenfra, og Ølkononien viste sig bleg og forpustet. Krambodgutten maatte have mærket noget; thi der var gaaet Bud efter Politiet og to Betjente vare allerede ved Madam Ellingsens Hjørne.
Mekaniken blev med en Gang borte, somom han var sunken i Jorden. Ogsaa Blikkenslageren løb med det, han havde; Ølkonomen fulgte, og henne paa Bankhjørnet under Gaslygten, skimtedes de lange Ben af Jørgen Tambur, som forsvandt.
Men Svend vilde ikke gaa fra Else, som stod med den tømte Flaske i Haanden; han trak hende med sig henimod den Udgang af Smuget, som endnu var fri.
Pludselig stansede hun, og trykkede Hænderne hæftigt mod Brystet. Svend saa paa hende: Øinene vare blankere end nogensinde, Læberne vare røde af Blod, — hun havde skaaret sig paa Flaskehalsen —, og al hendes Ungdoms Skjønhed syntes et Øieblik at være vendt tilbage i det lille fine Ansigt. Svend stod aldeles fortabt; — saa deilig havde hun aldrig været.
Men saa begyndte hun at le, først lunt og muntert — som naar de var Venner og havde det godt —, saa stærkere og stærkere, indtil det blev Loppens gamle Latter, den, som kunde læbe opad Trapper og nedad Trapper og lige ind i Hjertet paa Folk; men bestandigt vildere og vildere lo hun, saa det gik ham gjennem Marv og Ben.
Svend greb hende, for at faa hende til at tie; men da trykkede hun igjen Hænderne mod Brystet, Ansigtet blev graat. og med et langt, skjælvende Suk gled hun ud af hans Arme og faldt med Ansigtet ned i Sneen.
Der kom alt en Politibetjent løbende, og Svend tog tilbens ad den modsatte Kant. —
„Glædelig Jul!“ sagde Fru Politimesterinden.
„Tak i lige Maade,“ svarede Fru Bentzen.
De to Damer stansede under de store Gaslygter foran Konsul Withs Indkjørsel. Der var en Udvidelse af Gaden — næsten som et lidet Torv — mellem Konsulens Hus paa den ene Side og Ellingsen & Larsen paa den anden. Og da dette var et Knudepunkt for Byens Færdsel, samlede der sig lidt efter lidt flere Damer, der havde sluttet sine Indkjøb og sine Uddelinger; — selv Fru With,
