som netop kom hjem fra Byen, steg ud af sin Vogn og sluttede sig til Gruppen, for at udvexle Julehilsener og tale om Dagen.
Der var ikke blot Damer af Foreningen for faldne Kvinder af St. Petri Menighed, men fra de forskjellige Foreninger i Byen; og Samtalen var yderst levende — tildels lidt hoverende, undertiden endogsaa en Smule ondskabsfuld, naar det gjaldt om at forsvare eller fremhæve sin egen Forening: hvormeget den havde havt at uddele. Men Grundstemningen var dog velvillig, man var færdig og havde god Samvitiighed.
„Ja De har Ret; det er deiligt at være færdig,“ sagde en.
„Det er saamend en travl Dag; jeg troede aldrig, jeg skulde blevet af med mit sidste Livstykke; alle havde faaet Livstykker; her var altfor mange Livstykker iaar.“
„Men saa ved vi ogsaa, at vi har udrettet noget,“ erklærede Fru With paa sin Kant.
„Se dog Frøken Falbe derborte, hvor hun løber,“ sagde Fru Politimesterinden.
„Saaledes er det altid med hende.“
„At ikke hun kan blive færdig, — det skjønner ikke jeg; lidet har hun, og det, hun har, kaster hun bort til den første den bedste.“
Fru With afbrød med sin myndige Stemme: „Jeg tror, hun gaar omkring til de Fattige og snakker ondt om os.“
Det var der mange, som længe havde troet. De Fattige vilde aldrig svare stort, naar man spurgte efter Frøken Falbe.
Imidlertid havde Kapellanen ogsaa sluttet sig til Gruppen. Han var meget smilende og helligt oprømt i Dagens Anledning, og Damerne trængte som ham, for at ønske ham en velsignet Julefest.
„Frøken Falbe gik just forbi —“
„Nei — maa jeg bede,“ rettede Fru Politimesterinden: „hun løb rigtignok forbi. Det gjorde mig saa ondt at se hende; der var ligesom ingen rigtig Julefred over hende.“
„Ak — nei — kjære Frue!“ svarede Kapellanen stille, „det vil jeg saa gjerne tro. Det kommer altsammen an paa, i hvilken Aand der arbeides. Naar vort Arbeide ikke bæres af den rette Aand, saa fattes Velsignelsen.“
„Ja — det har Hr. Pastoren Ret i,“ udbrød Fru Bentzen, „det er netop det velsignede ved Julen, at man har opfyldt sin Pligt: delt med de Fattige. Idag kan Ingen klage, og det er saa deiligt at tænke paa, naar man selv har det godt.“
„Og det er ikke mindre deiligt at medtage til sit Hjem de Fattiges Tak og Velsignelse,“ tilføiede Fru Politimesterinden blidt.
Kapellanen saa med Beundring paa den smukke Frue, og i den
