— I Kramboden hos Ellingsen & Larsen var der lige travlt; de,
som nu kom, var mest Smaafolk, der gjorde nødvendige og
unødvendige Indkjøb til Julen. Af og til blev den tunge Luge i Gulvet
bag i Butiken aabnet, og den yngste af Krambodgutterne steg ned,
for at hente ny Forsyning af et eller andet.
Loppen og de andre var just komne indenfor Kjælderdøren, da Lugen blev aabnet; de andre trak sig ud i en Fart; men hun blev staaende — stiv af Skræk.
Men da hun saa Benene af Gutten, som steg ned, havde hun dog Besindelse nok til at kaste sig ind mellem nogle Melsække.
Mens hun laa der — stille, næsten uden Aandedrag, følte hun sig aldeles tilintetgjort. Gjennem hendes Hoved jog i skjærende Klarhed hele hendes Liv fra Fald til Fald, indtil hun laa her — fornedret til det yderste mellem Tyve og Kjæltringer. Nu maatte hun de, hun kjendte det tydeligt; tom og svag, som hun var efter Sult og onde Dage, havde Skrækken lamslaaet hende; hun besvimede.
Krambodgutten maatte vist have seet eller hørt noget henne ved Døren; thi han saa hele Tiden derhen. Men da han ikke var videre modig af sig, steg han op igjen og lukkede Lugen.
Mekaniken ruskede i Else; hun blev liggende.
„Det tænkte jeg,“ mumlede han med en styg Ed, „hvad skulde vi med hende!“
Han stod et Øieblik raadvild; Svend og Blikkenslageren kom ogsaa indenfor. Pludseligt greb Mekaniken en Flaske i den Hylde, hvor han vidste, Likørerne laa, knækkede Halsen med et behændigt Slag og hældte nogle Draaber i Munden paa Else.
Hun vaagnede — forstyrret, overrasket; derpaa greb hun Flasken og drak igjen.
„Se saa — tag dig nu en Hjertestyrkning; du skal have to Skinker til Puppelene under Tørklædet dit,“ dermed gik Mekaniken igang med at læsse paa Svend og Blikkenslageren.
Hvad var det, hun drak? — aldrig havde hun smagt sligt. Det var sødt og stærkt som den anden Likør, men dette var Roser, — Roser var det, hun drak, Roserne, som havde fulgt hendes Ungdom, men som nu havde været saa lenge borte, — de vare nu komne igjen til hende, — hun drak dem i lange, duftende Drag.
Som varme Klæder lagde det sig om hendes forfrosne Lemmer; hun blev med en Gang stærk og mæt og reiste sig helt op, medens en behagelig, lunken Strøm rislede gjennem hende. En Glæde uden Maal piblede op i hende; hun sansede ikke, hvor hun var, hun vidste af ingenting; men der var ikke den fjerneste Skygge over den Fryd, hun følte.
