Else blev siddende og lyttede halvt i Tanker til den kjendte
Stemme og de kjendte Løfter. Men med et blev der Støi henne
ved Bordet; Blikkenslageren fór op og bandte, og alle saa paa
Puppelene mere eller mindre sinte — alteftersom de turde.
Det var nemlig saa langt fra, at hun havde noget at traktere med, at hun tvertimod havde opsøgt dem, for at faa noget at holde Jul med, — hun havde saamænd tit nok delt med dem.
Hun vendte sit store grove Ansigt omkring mod Mændene og sagde haanligt: „Det var raske Karer det! ikke saameget som en Flaske Øl paa en hellig Juleaften. Tvi for en Skam!“
De blev flade. Blikkenslageren mumlede noget om de daarlige Tider, Jørgen Tambur saa op i Taget, og selv Ølkonomen lod sin Underlæbe hænge; han vovede ikke under saa alvorlige Forhold at omtale i „det Bud, han netop havde sendt.“
Alene Manden med de mange Ansigter beholdt sit Smil. Han sad tæt indved Puppelene og gnaskede Rosiner og Mandler og kastede Skallene fremover Bordet.
Nu kjendte Loppen ham bedre end dengang, da han skræmte hende med sine Grimacer. Paa mangfoldige Steder havde hun seet ham; han kom og forsvandt, og ingen syntes at lægge Mærke til ham. Men hun vidste, at han var rømt af Slaveriet paa Akershus, og at han havde holdt sig ude nu i over to Aar, uden at Politiet kunde finde bam. De kaldte han Mekaniken, fordi han var saa flink med Laaser.
Han sagde nu til Puppelene med et fortroligt Nik: „Ja det har du Ret i. Folk, som har to sunde Arme og Øine til at se med og alligevel ikke kan skaffe sig, hvad de vil, paa saadan en Dag — de Folk gir jeg ikke stort for.“
„Hvad har du da?“ — spurgte Blikkenslageren.
„Aa — jeg pleier ikke at fare stort med mig,“ svarede Mekaniken ligegyldigt, „men jeg er ialfald mæt; og nu gjør jeg som de Fine — jeg spiser Slikkerier efter Maden.“
Dermed kastede han flot en Næve Rosiner og Mandler ud over Bordet. Et ungt Menneske, som nylig var kommen i Banden, var saa galant at række nogle til Loppen, som fremdeles sad paa Kisten ved Døren.
Den søde Smag pirrede hende — saa sulten som hun var. Hun strakte sig fremover, for at se, om der ikke var flere. Men de andre havde taget dem; der var forresten bare to-tre til hver, netop saameget, at man fik Smagen i Munden.
Blikkenslageren mumlede noget om, at det var ikke alle, som forstod sig paa Mekanik.
