„Det behøves helierikke,“ svarede den anden, idet han behændigt
kastede en Gren Rosiner i Fanget paa Else, „der hvor jeg
kommer fra, kan du gaa ind og ud med en Kaffesæk paa Ryggen.“
Alles Øine vendte nu mod Mekaniken; og det brændte i dem alle efter at faa vide, hvor det var. Men de vidste ogsaa, at det var en farlig Mand at følges med og farlige Veie, han gik; derfor turde ingen være den første til at slaa Lag.
„Hvor var det?“ blev der med en Gang spurgt.
Det var Loppen. Hun mente ikke noget med det; det var bare Nysgjerrighed; Rosinerne vare saa søde, og det var saa længe siden, saadant var budt hende.
Manden med de mange Ansigter, som hidtil havde ladet sine Øine løbe fra den ene til den anden, henvendte sig nu mere til Else, idet han af og til kastede nogle Rosiner eller Mandler hen til hende eller udover Bordet. Her blev det strax grebet af ivrige Hænder: alle havde faaet Lyst paa mere af dette søde, som bare pirrede uden at tilfredsstille.
„Vil du vide, hvor det er?“ sagde Mekaniken muntert, „ja det koster ingenting — Barnet mit! det er henne paa Hjørnet midt foran Konsul Withs Hus hos Ellingsen & Larsen. Hele Kramboden er stappende fuld af Folk, de kjøber som de er gale. At de ikke søder sig ihjel — de Rige paa saadan en Aften, det skjønner ikke jeg. Der er Sukker og Sirup og Smør og Risengryn — du store Verden for Risengryn! og fint dansk Smør og Ost — gul, fed Ost, som glinser, naar du skjærer i den.“
Alle strakte sig henimod ham og stirrede, somom de vilde spise hans Ord, og Loppen nærmede sig helt. Hun blev vaad i Mundvigerne og hun syntes, hun lugtede den gule fede Ost, som glinsede, naar de skar i den.
„Og der er Spegepølse og Skinke og Øl og Vin — hundrede Flasker sød stærk Vin; og der kan du faa saameget af alslag som du vil have, naar du bare — har Penge.“
„Aa Fanden!“ raabte Blikkenslageren ved de sidste Ord, og der blev et almindeligt Knur af Skuffelse og Misfornøielse; men Mekaniken lod, som om han ikke mærkede noget og fortsatte smilende og overlegen, medens hans hurtige Øine gik fra den ene til den anden og ligesom fæstede et Ord hist, et andet her.
„Men naar du ikke har Penge, saa gaar du ikke i Kramboden, hvad skulde du der? — Der er en anden Vei, som er meget lettere; det er ikke vanskeligt at trænge sig frem, for der er ikke et Menneske. Men de har bare været saa snille at sætte en Lygt dernede, forat du kan se, hvad du har Brug for.“
