Side:Kielland - Samlede Værker 1.djvu/533

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest


Han havde rettet sin gamle Ryg, og medens Armen førte Buen med gammeldags, stiv Elegance, bøiede han det lille Moved — skaldet som en Ræddik - lyttende benover Violinen.

Det var vel Aar og Dag, siden han havde spillet sit Yndlingsinstrument. Men iaften var det kommet saa forunderligt over ham; han fik Violinen frem og Strængene nogenlunde sammenflikkede, og nu spillede han sin Ungdom, sine Drømme, sine smaa Triumfer og sit store Nederlag.

Han spillede Prume og Rode og tilslut den Adagio af Spohr, som havde skaffet ham Mesterens Bifald, og han spillede uden at gribe feil en eneste Gang — rent og korrekt som Mesteren vilde have det.

Den sultne Nodeskriver og den fordrukne Musikant var der ikke mere af. Med tilbagekastet Hoved, Øinene vidt aabne — stod han der i Lyset af den sodede Parafinlampe og spillede Tagkammeret op til en hvælvet Sal med bundrede Lys og Rækker af aandeløst lyttende Damer og Herrer. Elendigheden faldt af ham, og Kunstneren stod igjen; og den halvslukte Gnist i hans Sjæl slog ud i et herligt Glimt, som Musiken tilgav ham — Musiken, som han havde elsket og forraadt; — og tilslut kom den store Mester, lagde sin Haand paa hans Hoved og sagde: „er wird es weit bringen.“

Med Instrumentet under Armen og sænket Bue bukkede Anton Schirrmeister ud i Rummet. Derpaa lagde han ilsomt Violinen i Kassen, slog Laaget i og kastede sig paa en Stol med Hænderne for Øinene. Men da han lidt efter saa op, sad Loppen midt for ham paa Kisten ved Døren. Hun holdt ogsaa Hænderne for Øinene.

Og det gamle Vrag saa paa det unge Vrag og rystede paa Hovedet.

Der hørtes noget pusle opad Trappen og ude paa Loftet, somom mange Mennesker bestræbte sig for at gaa stille. Puppelene kigede ind, derpaa traadte hun tilside, for at give Plads for de andre.

Det var hele Banden; hun havde samlet dem hist og ber. De var fulgt med i det Haab, at hun havde noget til dem; derfor var der en oprømt Stemning.

Loppen vilde liste sig ud; men en greb fat i hende. Det var Svend.

De havde ikke seet hinanden paa flere Uger, og da de skiltes, var de Uvenner. Men i den Stemning, hvori Else var, blev hun blød af at se ham — saa styg og forranglet som han forresten var. Svend merkede dette og satte sig hos hende paa Kisten og tog paa at beklage sig og klynke og love Bedring og alt godt, naar hun bare vilde være med ham igjen.