der laa tre-fire store Pakker. Loppen var saa kjendt med Husets Skik, at hun forstod, det var Klæder og Mad, som Mam Späckbom vilde dele ud til sine Fattige Juieaften.
Idet hun halvt nysgjerrig halvt tanktløs følte paa hver Pakke, kom hun til at rive noget paa Gulvet.
Hun tog det op og besaa det i Gaslyset. Else kjendte den lille bløde Tingest: det var hendes egen Barnehue, den lille brune Hue med rosenrøde Hagebaand, som var syet sammen af den uslidelige Loppekaabe.
Hun kunde ikke mindes den Tid, hun selv havde baaret Huen; men mange Gange havde hun seet den i Mam Späckboms Skuffe, og hver Gang sagde Madamen, at den skulde hun have til sit første Barn.
Nu maatte hun altsaa være ganske opgivet; hendes Hue — det eneste, hun eiede i Verden, skulde gives til andre.
Hun trykkede Huen mod sit Ansigt; men da hun kjendte Madam Späckboms gamle Skuffelugt, brast hun i Graad.
Saaledes stod hun en Stund og græd over sin Barnehue, medens hendes Mod sank og sank, indtil hun hørte nogen i Gangen; da puttede hun Huen i Lommen og listede sig ud den Vei, hun var kommen.
Klokken maatte være over sex; Frøken Falbe ventede vist. Loppen tvang sig til at gaa indad Gadederen og opad Trappen. Men ved Falbes Dør blev hun staaende og lyttede. Kristian gik op og ned som han pleiede; gjennem Nøglehullet kunde hun bare se hans Skygge, som kom og gik paa Væggen. Det var klart, at Frøkenen ikke var kommen hjem endnu.
Loppen følte, at det var hende umuligt at gaa ind til ham alene, hun vilde hellere vente herude, til Frøkenen kom.
Men en Gang syntes hun han nærmede sig til Døren; opskræmt flygtede hun nogle Trin opad Loftstrappen; og mens hun stod der og lyttede, om han kom ud, hørte hun ovenfra nogle Toner, hun aldrig havde hørt før.
Det var hverken Trommen eller Fløiten eller Klaveret; men lange, klagende Toner, bløde og hemmelighedsfulde, — somom de kjendte al hendes Elendighed og kom, for at trøste hende. —
Da hun forsigtigt aabnede Døren til Schirrmeisters Kammer, saa hun den gamle Musikant staaende opreist foran Lampen; han spillede Violin.
Lyset faldt lige i hans lille rynkede Ansigt; men de fugtige, posede Øine havde en egen Glans, og med en værdig Bøining hilste han Else.
