Side:Kielland - Samlede Værker 1.djvu/531

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

sit Lys, saa at alle de udskaarne Hoveder paa Prækestolen kom frem.

Else stirrede paa dem, og hendes Øine fulgte det svage Lys ud i alle Krogene af Kirken — opover de høie Buer, hvor nye Hoveder skimtede frem mellem udhugne Stenblomster og Lovværk.

Og den stærke Klokkelyd syntes hende tilslut at strømme ud fra Prækestolen, som var oplyst, — ganske som naar hun sad skjælvende ved Siden af Mam Späckbom, mens Præsten tordnede mod Synderne og rystede de haarde Ord om Helvede og Dom ud over hendes Hoved. Og nu havde alle disse haarde Ord forstukket sig hist og her mellem Stenblomsterne og stak Hoveder frem, for at se, om hun var der.

En Mand steg op af en Luge i Korgulvet, tog Lygten og nærmede sig. Opad den hvide Væg fór hans Skygge som en lang sort Djævel, der kom, for at hente hende. Hun saa ham nærme sig; Angsten lammede hendes Ben, hun kunde ikke komme op af Bænken — hun var bundet fast; — hun var indestængt — hun var indestængt i Kirken alene; og der kom han, Lygten svingede, Klokkerne brølede lige i Øret paa hende; halvt afsindig fór hun op med et Skrig og løb, han var tæt i Helene paa hende; tusinde Hoveder og spidse Fingre pegte efter hende: der er hun, der — der — — hun kastede sig mod Døren, den var aaben, hun var ude, hun var frelst — syntes hun — frelst ud af den Ondes egne Klør. —

Det var efter alle Folks Mening et ægte Juleveir! stjerneklart, Nysne og netop saa koldt, at man befandt sig vel i Peltsværk.

Else skyndte sig afsted til Arken. Der var Lys ovenpaa hos Falbes; men hun havde endnu ikke forvundet Skrækken fra Kirken, og hun vovede ikke at gaa op strax.

Derimod listede hun sig ind i Mam Späckboms Gaardsrum, hvor hun var saa godt kjendt. Et Talglys stod og brændte paa Kjøkkenbænken; Loppen kigede ind; men der var ingen. Hun fik en uimodstaaelig Lyst til at gaa ind; det lod til, at baade Madamen og Tjenestepigen vare ude. Hun kunde fra gammel Tid læfte Klinken paa en egen Maade, saa det ikke lød.

Alt var som før; hun kjendte hver Ting og Lugten i Kjøkkenet. Der stod en Tallerken Smørogbrød paa Bænken. Loppen var uhyre sulten; men hun rørte det ikke; nu skulde hun jo strax faa Mad paa ærlig Maade.

Men for ikke at fristes, aabnede hun forsigtig Døren til Stuen; der var heller ingen.

Gaslygten ude paa Hjørnet stod midt foran et af Vinduerne, saa der var altid halvlyst i Stuen om Vinteren, og paa Bordet saa Else,