des Kræfter langsomt øgede ved god Mad og Pleie, begyndte hun paa sin gamle Vis med at drømme.
Men nu var de ganske anderledes — Drømmene, end dengang, hun laa her i sin Pigeseng og ikke vidste rigtig, hvad det var, hun drømte om.
Nu slog hun af Hestene og Svanedunet og ønskede sig et lidet Hus tæt ved Teglværket for Svend og sig selv, og en stor Rosenbusk foran med saadanne Roser som de i Klokkerens Have; — aa — naar hun tænkte paa Klokkerens Roser! — hun kunde næsten erindre Duften, saa at hun kjendte den.
Hun var for ung og let til at sørge længe over, at Barnet var dødfødt, og da hun kom op og begyndte at gaa omkring, følte hun sig saa lykkelig, som hun ikke havde følt sig paa længe. Ogsaa hendes Skjønhed vendte tilbage; Øinene bleve blanke igjen og Figuren fyldig.
En Aften, da Madamen netop var gaaet ud i Praxis, kom Svend.
Else blev meget forskrækket, thi Madamen havde udtrykkelig forbudt hende at tage imod ham, hun vilde først selv tale med Svend.
Men hun kunde jo ikke jage ham; han lod sig saamænd heller ikke jage; det var saa længe siden de havde seet hinanden. Loppen beroligede sig med, at hun vilde fortælle det til Madamen, naar hun kom hjem, saa fik det gaa som det kunde.
Men det gjorde hun ikke. Da det kom til Stykket, havde hun ikke Mod; og Svend blev ved at besøge hende et Par Gange om Ugen — helst Lørdsgaften.
Om Mam Späckbom anede noget, kunde Else ikke blive klog paa; men det pinte hende; alligevel kunde hun ikke komme sig til at tilstaa. Det blev ogsaa vanskeligere jo længer det led, og tilslut havde hun ikke den ringeste Lyst til at tale fortroligt med Madamen.
Der var saa meget Solskin i Juli og August, og der kom saa lidet af det i Mam Späckboms trange Gade.
Loppen sad ved Vinduet og saa opimod Himmelen, og hun tænkte saa længe paa Svend og paa Teglværket og paa alle de blanke Perler, som hoppede af Vandhjulet — og paa Klokkerens Roser — hun aandede tungt, hvad vilde hun ikke give for saadan en Rose!
Næste Lørdag bragte Svend hende en. Der var i snesevis af dem — sagde han; man kjendte Lugten helt ud paa Veien, og de hang udover Gjærdet iaar, saa man slap at krybe over.
Da han maatte gaa igjen — Klokken halv ni, forat Madamen ikke skulde overraske dem, vilde Else følge ham til Hjørnet. Rosen holdt hun i Haanden; den var næsten ødelagt, og han lokkede hende, at hun skulde gaa ud med ham og plukke rigtig mange.
