Side:Kielland - Samlede Værker 1.djvu/527

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest


Men hun vilde ikke; og hun gik og forklarede ham for tyvende Gang, hvor meget klogere det var, at hun blev hos Madamen saa længe som muligt, saa kunde de heller se til at blive gifte frempaa Høsten.

Svend hørte taalmodigt paa hende, og saaledes kom de fra Hjørne til Hjørne opover Bakkerne bag Byen. Men da han havde faaet hende saa langt, tog han hende om Livet og sagde: „Vær nu ikke dum — Else! hvad vil du dernede i det svarte Sygehuset! — kjend hvor friskt og vakkert her er.“

Han var bleven brun igjen af Solen; det varme Taterblod steg ham op i Kinderne, og Tænderne lyste i Halvmørket. Hun kunde umuligt modstaa ham — saa kjæk og reisefærdig som han stod der, — og lykkelig og tankeløs løb hun bort med ham i den stille deilige Sommemat. —

„Jeg sagde Dem det paa Forhaand — Frøken Falbe!“ raabte Mam Späckbom — halvt bitter halvt triumferende; „hun bliver her — sa jeg — akkurat til hun er firisk, saa løber hun. For jeg kjender Blodet — jeg! — og desuden hører jeg nu, at han — Gutten hendes er af Taterslægt; havde jeg bare vidst det, skulde han aldrig faaet Lov til at følges med hende den usalige Aften.“

„Det kunde dog endnu hænde, at hun kom tilbage,“ indvendte Frøken Falbe.

„Ja lad hende bare prøve sig!“ raabte Madamen truende.

„Men Madam Späckbom! De vil da vel ikke rent slaa Haanden af hende?“

„Jogu vil jeg saa — Frøken Falbel — saa sandt som jeg hedder Caroline Späckbom! Det vilde være baade Synd og Skam at hjælpe slig en, som ikke vil hjælpes; der er saamænd nok, som trænger.“

„Ja men de, som ikke vil hjælpes, trænger dog netop mest til Hjælp.“

„Undskyld Frøken Falbe! men det er der ikke nogen Mening i; undertiden er De altfor klog og lærd — ganske som Doktor Bentzen; — ja det vil da sige, De er jo titusinde Gange bedre — i enhver Henseende — aa, der kan ikke være Sammenligning!“ — tilføiede Madamen, helt forskrækket over, at hun var kommen til at sammenligne den fortræffelige Frøken Falbe med noget saa afskyeligt som Doktor Bentzen. —

— Det blev en haard Vinter for Fattigfolk. Det gjaldt om at faa fat paa en af de velgjørende Damer, der bragte Hjælp fra de forskjellige Foreninger. Og Hjælpen kom til mange og gjorde godt, hvor den kom.

Men der var ogsaa dem, hvem det ikke lykkedes at naa frem til Hjælpen, og mange, hvem Hjælpen ikke vilde stige ned til. Thi