Men da Madamen nu hørte, at det var Loppen, som skulde
hjælpes, rystede hun misbilligende sine Hængekrøller: „Det nytter
ikke med hende — Frøken! — jeg kjender Blodet — jeg!“
Mam Späckbom havde savnet Loppen, saa hun næsten var bleven gammel paa et halvt Aar; angret havde hun vel kanske ogsaa; men hun var af et altfor haardt og stridbart Stof til nogensinde at erkjende det.
Imidlertid fortalte Frøken Falbe uden at lade sig skræmme af Hængekrøllerne, hvorledes det var gaaet Else i det sidste; hun havde holdt Øie med hende saa godt, hun havde kunnet.
Loppen havde fra tidligt ivaar levet samraen med den unge Gutten fira Teglværket — dels derude, dels i et berygtet Logishus nede i Byen.
Men han var doven, og dertil drak han ustanselig, naar han var i Byen. Derfor havde Else lidt meget ondt, og hvad værre var: hun var i den korte Tid bleven saa forandret, at naar Frøken Falbe besøgte hende og prøvede at hjælpe og retlede hende, saa lo Loppen trodsigt og mente, hun skulde nok klare sig selv.
„Jaja — der ser De, saaledes er hun,“ mumlede Madamen.
Men nu var Else syg. Og igaaraftes, da Frøken Falbe fandt hende alene — Svend havde ikke vist sig paa flere Dage — da var det forbi med hendes Trods, hun græd og var saa myg og angerfuld.
Saa længe fortalte Frøken Falbe om Else, at Madamen tøede op; og om Aftenen blev Loppen hentet og fik sin gamle Seng i det lille Kammer, hvor der kom Morgensol.
I Førstningen turde Else ikke se Madamen i Øinene. Men da hun igjen havde vænnet sig til de gamle Omgivelser, og især, efterat det var overstaaet og hun havde faaet et lidet ynkeligt, dødfødt Pigebarn, begyndte den gamle Fortrolighed mellem dem at vende tilbage.
„Men“ — sluttede Mam Späckbom, da de havde havt en lang Samtale om Fortiden, „hvis du herefter gjør Galskaber, eller løber bort, eller hvis du bare en eneste Gang gaar ovenpaa til Puppelene, saa er alt forbi mellem os to — forbi for bestandigt!“
Else følte sig saa tryg for, at sligt kunde aldrig ske mere; dertil havde hun haft det altfor ondt.
Og nu havde hun det saa deiligt.
Hvad Svend angik, saa havde Madamen selv lovet, at hvis han vilde være ordentlig og arbeide, saa skulde hun nok hjælpe dem til at blive gifte.
Og dette var det, Else laa og tænkte paa; og alteftersom hen-
