Side:Kielland - Samlede Værker 1.djvu/524

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest


Men med et slog det hende: her var jo den ypperligsto Anledning til at udmærke sig; hun var jo Foreningens Secretær, og omend Stiftelsen ikke endnu var fuldt organiseret, saa havde hun dog baade Penge og Klædningsstykker at disponere over. Hun saa hen til Protokollen. De Kvinder, som modtog fast Understøttelse af Foreningen skulde indføres i den.

Fru Politimesterinden fattede en dristig Beslutning og aabnede festligt Protokollen.

Med fast og sirlig Haand udfyldte hun nu endelig de tomme Rubrikker i den første Linie: Navn, Alder, af hvem anbefalet — o. s. v. — altsammen med en Forretningsmine, somom det var tyvende Gang, hun gjorde det.

Da alt var udfyldt, sagde Frøken Falbe: „Hvad nu Barnet angaaer“ —

„Barnet!“ — skreg Fru Politimesterinden. „er der et Bam?“

„Der kommer et“ — svarede den urokkelige Frøken Falbe.

Den stakkels Frue troede et Øieblik, hun skulde besvime; men Vreden fik Overhaand; blussende rød og med alt andet end fromme Øine reiste hun sig: „Det er Skam af Dem — Frøken Falbe! men saaledes er det altid med Dem. Nu maa jeg radere i Protokollen, — den er spoleret — ganske spoleret“ — og Fruen brast i Graad af Sorg og Ærgrelse.

„Men hvad skal dog dette betyde?“ — spurgte Frøken Falbe.

„Aa — det ved De godt“ — hulkede Fruen, „naar der er et Barn, skulde De henvendt Dem til Foreningen for trængende Barselkvinder og ikke til os; — det vidste De godt — jo De vidste det! — det er jeg overbevist om!“

Frøken Falbe smilede, Frøken Falbe smilede virkelig lidt ondskabsfuldt, da hun gik nedad Trappen. Om hun havde vidst det, er ikke godt at vide; ialfald gik hun ikke til Foreningen for trængende Barselkvinder.

Derimod gik hun hjem igjen til Arken og opsøgte Mam Späckbom. De to Damer vare vel kjendte og nærede gjensidig stor Respekt for hinanden. Naar Frøken Falbe var rigtig i Nød for at skaffe Hjælp til en eller anden Stakkel, hun havde fundet, vidste hun altid, at Mam Späckbom havde lidt tilovers, naar det kneb.

Og Madamen satte Frøkenen uendeligt høit; — mest kanske, fordi Frøken Falbe var det eneste dannede Menneske, som nogensinde havde vist virkelig Agtelse for hendes Lægekunst.

Desuden pleiede hun at paastaa, at skjønt Frøkenen havde saa lidet at give, var der dog ingen af Byens velgjørende Damer, der gjorde saa megen Nytte og var saa afholdt som hun.