Hjulet, hvor Skovlerne gik opover, sprang der hundrede og tusinde smaa Vanddraaber; de hoppede op i Buer og dalede i smaa klare Stjerner, der lyste mod det sorte Hjul, som fór rundt.
Der var friskt og kjøligt indunder Vandhjulet og den ensformige Lyd af Skovlerne, som plaskede rundt, og de klare Vandperler, som dansede for hendes Øine, lokkede hende ind i nye Drømme, indtil der blev raabt til hende. Hun stod midt iveien for en Kjæmpe, der kom stønnende ind fra Lerbanen med et svært Læs til Tagstensmøllen.
Else gik indover de lange Gange, hvor Murstenene stod opstillede som Salmebøger i Hylderne — høit op over hendes Hoved og langt — langt fremover, lige til Slutningen af Gangen, hvor hun saa nogle ganske smaa Mennesker bevæge sig ude i Solskinnet.
Oppe fra Taget, hvor der var Stykker af Tagstene, kom der hist og her en Solstraale, som trak en lang lysende Stribe skraat nedigjennem Luften og fæstede en rund Soplet paa Gulvet.
Spurvene, som havde haft sine Reder deroppe, holdt endnu et syndigt Leven med Slagsmaal og Skraal. Fra Gangen tætved kom de faste Slag fra Krapperne, som slog Murstenen glat. for den tørkede; en lystig, ung Fyr sang langt borte en begrædelig Elskovssang, mens han arbeidede; og midt i alt dette gik det store Vandhjul og plaskede taalmodigt og ensformigt og dreiede Melleme, saa de knirkede.
Else hørte Stemmer og bøiede nysgjerrig ind i en Sidegang; her stod tre unge Gutter og formede Mursten. Hendes Øine fæstede sig strax ved ham, der stod ved Formebordet og klaskede Leret i Formen.
Han kunde vsere en nitten-tyve Aar; kulsort Haar, som var lidt krøllet ved Ørene; Øienlaagene store og lidt tunge; men idet han nu saa op fra Arbeidet, fæstede han et Par mørke — næsten sorte Øine paa Else.
Hun saa væk og blev rød. Aldrig i sit Liv syntes hun, hun havde seet noget saa vakkert. Han havde lidegran mørkt Dun under Næsen, ellers kunde den Mund gjerne været en Pigemund, saa rød og blød var den. Else syntes med en Gang, det var den Mund, hun havde drømt om i hele Dag.
Hun gik et Stykke bortover Gangen; men vendte om og nærmede sig igjen paa Tæerne. Da hørte hun fra Sidegangen, at en sagde: „Jogu maa du kjende hende Svend! — hun blev jo ganske rød, da hun saa dig.“
Svend smaalo; hun kunde netop se hans Mund mellem de opstillede Mursten. Derpaa strøg han sig over Panden med de nøgne
