Side:Kielland - Samlede Værker 1.djvu/512

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

men hun glædede sig over, hvor godt det saa ud at gaa omkring og spise i det friske kjølige Græs.

Der var ganske blikstille, og Vandene, jsom kom og forsvandt mellem Bakkerne, vare blanke som Spell. Rugen var lysegul; men Havren havde endnu grønne Flekker i Dalene, hvor Jorden var dyb. De tunge korte Ax ludede lavt ned efter den Vind, som havde blæst igaar, og overalt lugtede der saa varmt og modent.

Men da de kom saa langt fra Byen, at Agrene ophørte, og Lyngtuerne bredte sig i store violette Dusker paa begge Sider af Veien, da blev Luften saa beklemmende rig, at Else drog Pusten helt ud flere Gange og tog sig for Brystet; det kjendtes, somom hendes Snørliv var altfor trangt.

Al denne Skjønhed fra Naturen, som hun kjendte saa lidet til, fyldte hende med etslags Smerte, saa at Taarerne kom hende i Øinene. Hun gjennemgik alle sine Smaasynder og syntes, hun var ikke god nok til at skinnes paa af denne velsignede Sol.

Men demrnæst følte hun et uendeligt, varmt Velbefindende gjennemstrømme sig fra Top til Taa. Hun blev med en Gang saa glad, saa tryg, saa taknemmelig for alt — mod alle, at hun gjerne kunde have hoppet fra Giggen i Armene paa hvemsomhelst — bare for at takke, fordi hun var saa glad, saa overstrømmende lykkelig. Hun syntes, hun skyldte alverden saa meget.

Thi en Anelse om en stor — stor Lykke greb hende; hun lænede sig tilbage — saa godt det lod sig gjøre i den humpende Gig og gav sig til at drømme.

Men det var ikke de gamle Drømme om Bruden og Vognene. Det var en ny Drøm — stor, forunderlig, formløs — næsten ængstelig.

Else listede sig til at aabne et Par Knapper i Kjolen, for at komme til Snørlivet; det var virkelig altfor trangt.

Da de naaede frem, var det Loppen, som gjerne kunde have bedt Madamen holde Mund, saa dybt var hun inde i sine Drømme, og saa saart var det at rives ud af dem.

Formandens Hus laa lidt borte fra Teglværkets øvrige Bygninger; og mens Madamen gik ind til Patienten, vilde Else se sig om i de underlige lange Huse med Hylder istedetfor Vægge.

Endnu halvt inde i sin Drøm gik hun og betragtede alt dette nye og forunderlige, og alting gjorde idag et eiendommeligt, uvirkeligt Indtryk paa hende.

Hun ænsede ikke Arbeiderne, som svede og udklinte med Ler færdedes omkring hende; men hun blev længe staaende og betragtede det store Vandhjul, som drev Lermøllerne. Paa Bagsiden af