den gamle Herre op, bandte og skjældte — ildrød i Hovedet, trev sin Hat og løb.
Sagen var den, at naar Doktor Bentzen kom til simple Folk, nedlod han sig aldrig til at give nogen Forklaring, — dertil foragtede han Uvidenbeden altfor dybt. Han sagde bare: saa og saa skal du gjøre, og der er Medicinen.
Men naar nu ikke Medicinen hjalp strax, — og det kan hænde med den bedste Medicin —, saa blev Folk kjede af dette dyre Apothekervand og denne strænge Doktor, som bare vendte sig paa Gulvet, gav en Ordre og gik.
Og saa kom Mam Späckbom.
Hun satte sig ned og forklarede ordentlig, hvad det var, som feilede Patienten; — enten det nu kunde vere etslags „Gust“, for Exempel Jordgust eller Vandgust eller kanske Liggust eller en „Blodsdraabe, som havde sat sig fast“ eller noget saadant.
Se det var da noget, man kunde forstaa; og naar man saa fik Medicin at Madamen, saa var det Sager, som baade lugtede og sved, saa en kunde skjønne, det var ikke noget Fusk og Skrab.
Og hjalp det end ikke altid, var det noget, alle vidste, at selv Mam Späckbom raader ikke over Liv og Død; men saa var der dog gjort, hvad gjøres kunde, og det var altid bedre end at slaaes ihjel af Doktorens mistænkelige Lærdom, som saa mange var blevet. Og desuden var Madamen meget — meget billigere.
Til Medhjælp i sin Praxis havde hun en ung Pige, som kaldtes Loppen. Madamen havde taget hende til sig, efterat hun havde kureret hende for en slem Øiensygdom.
Loppen havde ingen Forældre. Hun hed Else.
Efternavn tror jeg aldrig, hun havde haft. Thi hun var nok Datter til en af Byens fineste Herrer, hvis Navn ikke kunde staa i Kirkebogen paa den Maade.
I en Pleiestiftelse for Smaabørn var Loppen voxet op, efterat Moderen — en Tjenestepige — var død. Og her var det ogsaa, hun havde erholdt sit Øgenavn.
Det kom af en mørkebrun Kaabe, hun havde faaet ved en Juleuddeling. Den var oprindelig saa lang og rigelig, at naar Barnet hoppede omkring i den, lignede hun saa meget en Loppe, at en endelig var vittig nok til at give hende Navnet.
Og denne Kaabe var af et saa uslideligt Stof, at den fulgte hende under Opvæxten — først som Kaabe, siden som Jakke, dernæst som Livstykke og tilslut som Hue med rosenrøde Hagebaand.
Hun var endnu i denne Barnehue med rosenrøde Hagebaand, da hun fik Øiensygen. Bentzen som Stiftelsens Læge klussede med
