hende et halvt Aars Tid, indtil hun laa som et lidet Dyr i en mørk Krog og skreg, naar man vendte hende mod Lyset.
Men saa fik Frøken Falbe hende hemmeligen under Mam Späckboms Behandling, og hvorledes det nu var eller ikke: Barnet kom sig.
Doktor Bentzen triumferede: endelig var det lykkedes ham at vinde Bugt med denne haardnakkede Inflammation!
Men da kunde ikke Mam Späckbom tie længer, og der blev en stor Skandale. Frøken Falbe maatte træde ud af Stiftelsens Direktion, hvor hun forresten allerede forud var inderligt forhadt; Doktor Bentzen var rasende, og selv den lille Else flk lide for sine nye, blanke Øine.
Men saa tog Mam Späckbom Barnet til sig, — dels fordi hun var velstaaende og godhtertet, dels fordi Elses klare Øine var hende et Vidnesbyrd som Øienlæge, og endelig brugte hun Barnet til at ærte Doktor Bentzen med.
Aldrig kunde han gaa forbi Arken, — og hans Vei faldt derforbi mange Gange om Dagen —, uden at Mam Späckhom trev Barnet, satte det op i Vinduet og dunkede det i Nakken, forat det skulde nikke til Doktoren. Og naar hun saa kunde faa ham til at se ind med sit arrige Grin, da rystede Mam Späckbom triumferende sine sex Hængekreller og gav Loppen et Stykke Sukker. —
Eftersom hun voxede til, blev Else en fin, slank Pige — blond og lidt bleg, men frisk alligevel.
Hun var munter og let, og hun havde et eget Lag til at holde sig selv og alt omkring sig net og iorden. Men da Mam Späckbom vilde begynde at lade hende vaske, skure, sy og „gjøre Nytte“, viste Loppen sig komplet umulig; hun „fik ondt“ baade her og der, og alle Madamens gode Raad og bitre Urter vare uden Virkning.
Mam Späckbom var — som sagt — ogsaa en klog Kone. Hun kjendte godt denne Sygdom, som kom precis paa Skuredagene og altid forsvandt som ved Trolleri Søndag Morgen. Men da hun indsaa, at Sygdommen her optraadte i en uhelbredelig Form, indskrænkede hun sig til at ryste sine Hængekrøller og mumle noget om „dette forbandede fine Blod“.
Men de Syge elskede Loppen, skjønt hun ikke egentlig var nogen trofast eller opofrende Sygepleierske. Men bare hun gik gjennem Stuen eller stak Hovedet ind ad Døren, var det, somom det lettede baade for Smerter og Kjedsomhed; og Mam Späckbom var sig vel bevidst, hvilken Andel i sine Kure hun skyldte Loppens lystige Latter.
