Madam Späckbom eiede et Hus, som kaldtes Noahs Ark. Nede
i de lune, hyggelige Værelser paa Solsiden boede hun selv; ovenpaa
boede Frøken Falbe med sin Broder; og oppe paa Loftet —
der var bare to Etager — levede paa Skraakammere, under Trapper
og bag Skorstenspiber en Del urene Dyr, der gik under den
fælles Benævnelse: Banden.
Madam Späckbom var ikke blot en klog Kone; hun var bogstaveligt talt „Klog Kone“; thi hun var Doktor — eller Kvaksalverske, som den rigtige Doktor kaldte hende.
Men det anfægtede ikke Madamen stort: hun havde sin gode, sikre Praxis, og hendes Kunst bragte hende baade Penge og videnskabelige Triumfer.
Den Del af Befolkningen, som søgte Mam Späckbom, var vistnok ikke den fineste, men uden Sammenligning den talrigste. Det kunde hænde, at hun havde fem sex Patienter liggende under Behandling — i smaa Kot og Aflukker, hvoraf der var en utrolig Mængde i det gamle Hus; og især om Aftenen efter Arbeidstid var hun fuldt optaget med at gjøre Sygebesøg eller modtage Patienter af enhver Art.
Naar der da blandt disse kom en, som havde været under Behandling af den rigtige Doktor — Distriktslæge Bentzen —, da glimtede det i Mam Späckboms smaa brune Øine, og hun rystede de tre graa Hængekrøller, der hang paa Kam over hvert Øre, idet hun sagde: „Naar De kommer fra slig lærd Herre, kan De da vist ikke hjelpes af en gammel tandløs Kjærring.“
Saa maatte der underhandles længe, før hun forbarmede sig over Patienten, men tog hun ham først under Behandling, saa viste hun en ganske speciel Omhu for disse, som den rigtige Doktor „havde opgivet“.
Og blandt Byens Folk — selv oppe blandt de fine — gik der utallige Historier om Madamens vidunderlige Kure; og man behøvede bare at nævne hendes Navn for Doktor Bentzen, saa fór
