Da sagde han stille og alvorligt, idet han saa ned: „Jeg beder
Dem om Tilgivelse — Frøken Rebekka! — mit Væsen — jeg
føler det! — er altfor løst og letsindigt overfor en Kvinde som
Dem. Men det vilde gjøre mig saa ondt, om De beholdt det
Indtryk af mig, at jeg bare er den letsindige Laps, jeg synes at være.
Mange Mennesker maa være lystige, for at skjule, hvad de lide,
og der gives dem, der le, for ikke at græde!“
Ved de sidste Ord saa han op. Der var noget saa vemodigt og dog saa ærbødigt i hans Blik, at Rebekka med en Gang fik en Følelse af, at hun havde været haard imod ham. Hun var vant til at tage ned fra anden Hylde; men da hun anden Gang greb efter Mælkeringen, lod hun Armene synke og sagde: „Nei — det bliver nok kanske for høit for mig alligevel.“
Der var et lidet Smil over hans Ansigt, idet han tog Ringen forsigtigt og bar den ud; hun fulgte med og aabnede Døren for ham. Hvergang han gik forbi hende, betragtede hun ham nøie. hans Flipper, hans Halstørklæde, hans Frakke — alt var anderledes en hendes Faders, og der fulgte ham en egen Parfume, hun ikke kjendte.
Da de kom til Havedøren, stansede han lidt og saa op med et tungsindigt Smil: „Jeg maa give mig selv et Øiebliks Tid, for at lægge mit Ansigt i lystige Folder, saa at Ingen derude skal ane noget.“
Dermed traadte han ud paa Trappen med et muntert Ord til Selskabet ved Bordet, og hun hørte, at der svaredes under Latter; — men selv blev hun staende igjen i Havestuen.
Den stakkels unge Mand! — hvor det gjorde hende ondt for ham; og hvor forunderligt, at netop hun skulde være den eneste, som han betroede sig til. Mon hvad det var for en hemmelig Sorg, han bar. Havde mon ogsaa han mistet sin Moder? — eller var det noget endnu tungere? Hvor gjerne vilde hun ikke hjælpe ham, om hun kunde.
Da Rebekka senere kom ud, var han atter den gladeste af alle. Kun en enkelt Gang, naar han saa paa hende, syntes hun, at hans Øine igjen fik det tungsindige, halvt bedende Udtryk; og det skar hende i Hjertet, naar han lo i samme Aandedræt.
Endelig skulde Gjæsterne afsted; der blev taget hjertelig Afsked fra begge Sider. Men under de sidste Indpakninger og i den almindelige Forvirring, da alle skulde finde sin Plads i Vognene eller søge en ny til Hjemturen, sneg Rebekka sig ind i Huset, gjennem Stuerne, ud i Haven og hen til Kongshougen. Her satte hun sig skjult af Træerne, hvor Violerne groede, og prøvede at samle sine Tanker. —
