Frøken Fredrikke hjalp nu sig selv, og Toget gik videre.
Bordet var dækket i Haven langsmed Husvæggen, og skjønt Vaaren var saa ny, var der dog varmt nok i Solen. Da alle vare komne til Sæde, kastede Fruen et prøvende Blik udover Bordet.
„Men — men — jeg syntes, her mangler noget! Det forekommer mig saa bestemt, at jeg saa Jomfruen pakke ind en Aarfugl imorges; — kjære Fredrikke! husker ikke du ogsaa —?“
„Undskyld Mor! men du ved, jeg befatter mig ikke med Madstel.“
Rebekka saa paa sin Fader, Lintzow ogsaa, og Præstemanden satte et Ansigt op, paa hvilket selv Ansgarius kunde læse Brøden.
„Jeg kan dog aldrig tro“ — begyndte Fruen, „at De — Hr. Pastor! — er i Ledtog med“ — Men da maatte han le og tilstod under megen Munterhed, medens Gutterne bragte Pakken med Fuglen ud i Triumf. Stemningen var ypperlig. Konsul Hartwig var henrykt ved at erfare, at den geistlige Herre ogsaa kunde gaa ind paa en Spøg, og Præsten selv var saa let tilmode, som han ikke havde været paa mange Aar.
I Samtalens Løb kom en til at nævne, at Arrangementet vistnok var meget landligt; men Retterne vare for bymæssige. „Til et Maaltid paa Landet hører tyk Mælk.“
Rebekka reiste sig strax og bad om at faa Lov til at bringe en Mælkeringe; og uden at høre paa Fru Hartwigs Indvendinger forlod hun Bordet.
„Lad mig hjælpe Dem — Frøken!“ — raabte Max og løb efter hende. —
„Det er en rask og ung Mand“ — sagde Præsten.
„Ja ikke sandt!“ svarede Konsulen, „og dertil en Pokkers flink Handelsmand. Han har opholdt sig flere Aar i Udlandet, og nu er han optaget i Faderens Firma.“
„Lidt ustadig er han kanske!“ — sagde Fruen usikkert.
„Ja det er vist!“ — sukkede Frøken Fredrikke. —
—Den unge Mand fulgte Rebekka gjennem Stuerne ud i Mælkekammeret. Hun ligte det igrunden ikke, skjønt Mælkekammeret var hendes Stolthed; men han spøgte og lo saa muntert, at hun maatte le med.
Hun valgte en Mælkeringe paa den anden Hylde og strakte Armene op, for at tage den.
„Nei — nei Frøken! det bliver for høit for Dem!“ — raabte Max, „lad mig tage den!“ — og idetsamme lagde han sin Haand over hendes.
Rebekka trak Haanden til sig i en Fart. Hun følte selv, at hun blev ganske rød, og det kjendtes næsten, somom hun maatte græde.
