Det saa ud, somom det aldrig vilde blive Vaar. Hele April gik
hen med Nattefrost og Nordenvind. Midt paa Dagen skinnede
Solen saa varmt, at enkelte store Fluer begyndte at surre omkring,
og Lærken forsikrede høit og helligt, at det var fuld Sommer.
Men Lærken er den upaalideligste Skabning, som findes under Himmelen. Om den frøs aldrig saameget om Natten, var det glemt ved den første Solstraale; og den steg syngende høit over Heden, indtil den huskede, at den var sulten.
Saa dalede den langsomt i store Kredse, sang og svirrede i Takt med Vingerne. Men et Stykke fra Jorden lagde den Vingerne sammen og faldt som en Sten ned imellem Lyngen.
Viben gik med smaa Skridt mellem Tuerne og duppede betænksomt med Hovedet. Den stolede ikke stort paa Lærken og gjentog sit forsigtige: „Bi litt! — bi litt!“ Et Par Stokænder laa og rodede i et Myrhul, og den ældste af dem mente, at det blev ikke Vaar, før der kom Regn.
Langt ude i Mai vare Markerne endnu gule; kun hist og her i Solbakkerne var det begyndt at grønnes. Men naar man lagde sig ned paa Jorden, kunde man se en Mængde Smaaspirer — nogle tykke, andre saa tynde som grønne Stoppenaale, — der stak Hovederne forsigtigt op af Mulden. Men Nordenvinden strøg saaa kold henover dem; de blev gule i Spidserne og saa helst ud, somom de havde Lyst til at krybe ned igjen.
Men det kunde de ikke, og saa stod de stille og ventede, — spirede bare saa smaat i Middagssolen.
Stokanden fik Ret: der maatte Regn til. Og tilslut kom det — først koldt, men lidt efter lidt varmere, og da det var forbi, kom Solen for Alvor. Og nu var den ikke til at kjende igjen; den varmede helt fra den tidlige Morgenstund til langt udpaa Aftenen, saa at Nætteren bleve lune og fugtige.
Der opstod en uhyre Travelhed; al Ting var forsinket, og det gjaldt at tage det igjen. Bladene brød ud af de fulde Knopper med et lidet Smæld, og alle de smaa og store Spirer tog en svær Fart. De skjød ud en Stilk — snart til den ene, snart til den anden Side, — saa fort, somom de sprællede med grønne Ben. Markerne bleve spraglede af Blomster og Ugræs, og Lyngbakkerne nedimod Havet begyndte at lysne.
Kun den gule Sand langsmed Stranden holdt sig som før; den har ingen Blomster at pynte sig med, al dens Stads er Mare-
