„Og saa kan du tænke dig,“ fortsatte Fru Warden, „— ja det er
næsten ikke muligt at fortælle“ — og hun hviskede:
„Hvad siger du! — i én Seng! — allesammen! — men det er jo oprørende!“ — raabte Fru Abel og slog Hænderne sammen.
„Ja — for en Time siden vilde hellerikke jeg have troet saadant muligt,“ svarede Fru Warden, „men naar man selv har været paa Stedet og personlig forvisset sig om“ —
„Gud! — at du vovede dig derud — Emilie!“
„Jeg er glad, at jeg har gjort det; og endmere maa jeg prise den lykkelige Tilskikkelse, at Fattigforstanderen kom just i rette Tid. Thi ligesaa opløftende som det er at hjælpe den dydgie Armod, der i al sin Tarveighed lever rent og nøisomt; — ligesaa oprørende vilde det have været, om jeg havde bidraget til at tilfredsstille saadanne Menneskers onde Tilbøieligheder.“
„Ja du har Ret — Emilie! — jeg kan bare ikke forstaa, hvorledes Mennesker i et kristent Samfund — døbte og konfirmerede — kunne blive saaledes! De har jo hver Dag — ialfald hver eneste Søndag Anledning til at høre kraftige, indtrængende Prækener; og en Bibel skal — efter hvad jeg har hørt — være at faa for en utrolig ringe Pris.“
„Ja — og naar vi saa tænke os,“ — tilføiede Fru Warden, „at ikke engang Hedningerne, — som ere uden alle disse Goder, — at ikke de engang have nogen Undskyldning; — thi de har jo Samvittigheden.“ —
„Og den taler sandelig høit nok for hver den, som vil høre“ — udbrød Fru Abel med Kraft.
„Ja — det ved Gud, den gjør,“ svarede Fru Warden og saa hen for sig med et alvorligt Smil.
Da Veninderne skiltes, omfavnede de hinanden hjerteligt.
— Fru Warden lagde sin Haand paa det Elfenbens Haandtag, sted ind i Vognen og trak sin lange Kjole efter sig. Derpaa lukkede hun Vogndøren — ikke med et Smæld men langsomt og omhyggeligt.
„Til Madame Labiche!“ — raabte hun til Kusken; og idetsamme vendte hun sig mod Veninden, der var fulgt helt ned til Haveporten, og sagde med et stille Smil: „Nu kan jeg dog Gudskelov med god Samvittighed vestille min Silkekjole.“
„Ja det ved Gud, du kan!“ — svarede Fru Abel og saa efter hende med Taarer i Øinene. — Derpaa skyndte hun sig ind.
