Side:Kielland - Samlede Værker 1.djvu/330

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

halmen. Derfor samler den store Sanddynger omkring, saa de lange, bløde Straa svaie som en grøn Fane fra høie Tuer, der sees vidt udover Stranden.

Dernede løb Strandrylerne omkring saa fort, at Benene saa ud som et Stykke Finkam. Maagerne gik i Stranden, hvor Bølgerne slog dem over Benene. De holdt sig alvorlige, trykkede Hovedet ned og satte Maven frem som gamle Damer i stygt Føre.

Kjælden stod med Hælene sammen i sine trange Buxer med sort Snipkjle og hvid Vest.

„Til By’n! til By’n!“ raabte han; og hvergang gjorde han et kvikt lidet Buk, saa at Kjoleskjøderne svippede op bag.

Oppe i Lyngen fløi Viben og flaksede. Vaaren var kommen saa pludseligt over hende, at der ikke havde været Tid til at søge nogen god Redeplads. Nu havde hun lagt Æggene midt oppe paa en flad Tue. Det var rent galt, hun skjøndte det godt; men nu fik det staa til.

Lærken lo af det hele. Men SPurvene var ganske fortumlede af Hastværk. De var ikke halvfærdige. Nogle havde ikke engang Rede, andre havde lagt et eller to Æg; men Størsteparten havde siddet i ugevis paa Fjøstaget og kjæglet om Almanakken.

Nu vidste de ikke, hvor de skulde begynde af bare Iver. De samlede sig i en stor Rosenbusk ved Præsten Havegjærde, snakkede og skraalte i Munden paa hverandre. Hannerne pustede sig op, saa at alle Fjærene stod bent ud; Halen stak de tilveirs paaskjøns, saa de saa ud som smaa graa Nøster med en Pinde i; de trtillede nedad Grenene og hoppede henover Marken.

Med ét fór to i Brystet paa hinanden. De andre styrtede til, alle de smaa Nøster blev til et stort. Det rullede frem under Busken, steg med stort Spektakel et Stykke i Veiret, derpaa faldt den hele Klump til Jorden og gik istykker. Og uden at give en Lyd fra sig fløi med en Gang alle Nøsterne hver sing Vei, og et Øieblik efter var der ikke en Spurv at se paa hele Præstegaarden.

Den lille Ansgarius havde betragtet Spurveslaget med levende Interesse. Thi for ham var det et stort Slag med Indhug og Rytterfægtninger. Han læste Verdenshistorie og Norges Historie med sin Fader, og derfor blev alt, hvad der foregik paa Gaarden, krigersk paa en eller anden Maade. Naar Køerne kom hjem og Aftenen, var det store Troppemasser, som nærmede sig; Hønsene var Borgevæbningen, og Hanen var Borgermester Nansen.

Ansgarius var en flink Gut, som kunde sine Aarstal paa Fingrene; men han havde ingen Forestilling om Tidsafstanden. Derfor blandedes Napoleon og Erik Blodøxe og Tiberius om hinanden; og