Side:Kielland - Samlede Værker 1.djvu/305

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest


Alle Kapteinerne vare efterhaanden blevne gode Venner; de reiste i Besøg fra Skib til Skib og kaldte hverandre „Fætter“.

De havde ingen Hast med at komme afsted. Af og til kunde det hænde, at en ungdommelig Styrmand lod falde et Ord om den gode Vind og det rolige Hav. Men sligt blev ikke taalt; det maa gaa ordentlig til paa et Skib. Derfor blev de, som ikke kunde holde Mund, satte iland.

Saaledes kunde det dog ikke blive gaaende til evig Tid. Menneskene ere ikke saa gode som de burde være, og det er ikke alle, som trives under Ro og Orden.

Folkene begyndte omsider at mukke saa smaat: de var kjede af at male og pudse Kahytterne og af at 10 Kapteinerne til og fra Toddygilder. Det rygtedes, at enkelte Skibe beredte sig til Afseiling. Paa nogle sattes Seilene til et for et i al Stilhed, Ankerne lettedes uden Sang, og Skibet gled roligt ud af Havnen; andre gik Seil, mens Skipperen sov. Slagsmaal og Mytteri hørte man ogsaa om; men saa kom der Hjælp fra Nabokapteinerne, saa blev der straffet og landsat, og alle Fortøininger blev efterseede og forstærkede.

Ikkedestomindre forlod tilslut alle Skibene — paa et nær — Havnen. De seilede ikke alle med lige Lykke, et og andet kom endog ind igjen for en Tid med Skade. Andre hørte man lidet om. Paa et Skib — sa’ man, var Kapteinen kastet overbord af Mandskabet; et andet seilede med halve Besætningen i Lænker — Ingen vidste hvorhen. men saa var de dog alle paa Farten, strævende hver paa sin Vis snart i Storm snart i Stille mod sit Maal.

Kun et Skib blev — som sagt — liggende i Udhavnen; og det laa baade sikkert og godt; to Ankere i Bunden og tre svære Trosser i Land.

Det var en underlig liden Kasse. Skroget var gammelt; men det var en nylig bleven repareret, og saa havde man gidet det en svirsk, liden, moderne Gallion, som stak underligt af mod de flade Sider og den tunge Agterende. Riggen — kunne man se — havde oprindelig tilhørt et større Fartøi, men var i al Hast bleven afpasset efter det mindre Skrog, og dette forøgede end mere det uforholdsmæssige i hele Briggens Udseende. Saa var det malet med store Kanonporter som en „man of war“, og førte altid Nummerflag paa Stortoppen.

Skipperen var en ualmindelig Mand. Han havde selv malet den Skilderi af Briggen, som hang i Kahytten, og saa kunde han synge — baade Salmer og andre Viser. Ja, der var dem som paastod, at han lagede Viser selv. Men det var nok helst Løgn. Og