Løgn var det vist ogsaa hvad man hviskede i Ruffet, at Skipperen ikke var ganske sjøstærk.
Sligt noget fortællet altid Jungmanden til Kahytsgutten for at gjøre sig Kar. Og desuden var der en Styrmand paa Briggen, som vel kunde klare Pynterne alene, om det kneb.
Han havde faret som Styrmand i mange Herrens Aar, alt fra Skipperens salig Fars Tid. Han var ligesom groet fast til Rorpinden, og mange kunde næsten ikke tænke sig den gamle Brig med en ny Styrmand.
Han havde vistnok aldrig faret paa fjerne Farvande. Men da hans „trade“ bestandig havde været den samme, og da han altid havde været i Følge med flere, havde Briggen seilet noksaa heldigt — uden synderligt Havari og uden synderlig Fortjeneste.
Derfor var baade han og Skipperen komne til den Overbevisning, at Ingen kunde fare bedre end de og derfor brød de sig ikke stort om, hvad de andre gjorde; de saa op i Luften og rystede paa Hovedet.
Mandskabet havde det godt; thi det var ikke bedre vant. De fleste kunde ikke begribe, hvorfor Folkene paa de andre Skibe havde saa travelt med at komme afsted: Maaneden „dreiede“ jo, enten man laa i Udhavn eller man seilede, og saa var det dog bedre at slippe Arbeidet. Saalænge ikke Skipperen drev paa Afseiling, kunde altid Mandskabet holde sig iro; for han maatte jo have den største Interesse af at komme afsted. Og desuden — de vidste jo alle, hvad for en Kar Styrmanden var; og laa en saa dygtig og prøvet Mand stille, kunde man være ganske overbevist om, at han havde sine gode og vægtige Grunde.
Men et lidet Parti inden Mandskabet — nogle ganske ungdommelige Personer — mente, at det var Skam saaledes at lade sig seile afterud af Alverden. De havde vel inge synderlig Fordel at vente af Reisen; men tilslut blev dog Uvirksomheden dem saa utaalelig, at de fattede den eventyrlige Beslutning, at sende Jungmanden agterud og bede Kapteinen fastsætte en Dag til Afseiling.
De fornuftige blandt Mandskabet korsede sig og bad Jungmanden saa pent om at holde sig i Skindet.
Men denne var en fremfusende Grønskolling, som havde faret i fremmed Tjeneste og derfor indbildte sig at være en Allerhelvedeskarl. Han gik lige agterud og ned i Kahytten. Der sad Skipper og Styrmand ved sin Whisky og spillede Femkort.
„Vi vilde spørge om ikke Skipperen vilde gaa Seil næste Uge, for nu er vil alle saa kjed af at ligge her“ — sa’ Jungmanden; han saa Skipperen lige i Øinene uden at blinke.
