„I Operaen! — ikke for nogen Pris,“ raabte Louison, „jeg vil ikke
høre Musik paa fjorten Dage, og saa Myldret i Operatrappen!“
„Aa — mine Trøfler!“ klagede Anatole.
Selskabet brød op. De havde alle med en Gang faaet Fornemmelsen af, at de vare fremmede paa et fremmed Sted, og hver fik Lyst til at liste sig hjem til sig selv.
Da Journalisten førte Mademoiselle Louison til Vognen, sagde han: „Ja se det er Følgen af at lade sig overtale til at komme hos disse Halvvilde; man er aldrig sikker paa det Selskab, man træffer.“
„Ak nei! — han forspildte mig ganske min deilige Stemning“ — sagde Louison vemodigt og vendte de svømmende Øine mod ham; — „vil De følge mig til la Trinité? jeg ved, der læses en stille Messe Klokken tolv.“
Journalisten bukkede og steg ind med hende.
Men da Mademoiselle Adéle og Monsieur Anatole kjørte forbi det engelske Apothek i Rue de la paix, standsede han Kusken og sagde bønligt til hende: „Jeg tror, jeg maa stige af og faa mig noget for mine Trøfler. Du tager mig det ikke ilde op? — den Musik — ser du.“ —
„Gener dig ikke — min Ven! oprigtigt talt: jeg tror ikke, vi er synderligt oplagt nogen af os iaften. Godnat — altsaa til imorgen!“
Hun lænede sig tilbage i Vognen — lettet ved at være alene; og den letsindige Skabning græd som hun var pisket, mens hun kjørte hjemover.
Anatole var vistnok bekymret for Trøflerne; men han syntes dog, han kom sig, da Vognen rullede bort.
Siden de gjorde hinandens Bekjendtskab, havde de ikke været saa tilfredse med hinanden som i dette Øieblik, da de skiltes.
— Den, som havde klaret sig bedst, var „der liebe Doctor“; thi han var som Tysker hærdet i Musik.
Alligevel besluttede han at foretage en Fodtur til Brasserie Müller i Rue Richelieu, for at faa sig en ordentlig tysk Seidel Øl og kanske lidt Skinke ovenpaa alt dette. —
Der laa engang i en Udhavn en hel Del Fartøier. De havde
ligget der meget længe — ikke just for Storm, men snarere for
Dødveir; tilsidst havde de ligget der saa længe, at de ikke mere
ændsede Veiret.
