REYNHOLDT. Se nu alle disse Ting her —
MARGRETE (ler). Ja ovenpaa er det endnu værre!
REYNHOLDT. I Fogdens Hus er meget at dette ganske vist overflødigt; men i en Møbelhandlers Lager er disse Ting mange Penge værdt.
MARGRETE. Ah — jeg forstaar; De mener, Far skulde sælge, hvad vi ikke behøver.
REYNHOLDT. Javel! — sælge og arbeide.
MARGRETE. — sælge og arbeide?
REYNHOLDT. Jeg maa takke Dem, at De ikke ligefrem ler af mig. Thi den Tanke, at en Foged skulde forlade sit Embede, for at blive Snedkermester, er isandhed saa halsbrækkende dristig, at den nærmer sig til det komiske. Men jeg talte jo ogsaa som Haandværker, og det hele var en urimelig Ide, som det ikke lønner sig at tænke mere paa. Sorenskriveren klarer det nok — (ser efter sin Hat).
MARGRETE. Vent et Øieblik — Hr. Reynholdt! Deres Ide synes mig ikke saa aldeles umulig; men den er mig saa ny, at jeg ikke strax kan finde mig tilrette.
REYNHOLDT. Er det Deres Alvor? — Frøken?
MARGRETE. Mit fulde Alvor.
REYNHOLDT. Dersom nogen skulde kunne sætte det igjennem, maatte det være Dem.
MARGRETE (halvhøit). Far kunde komme bort fra dette Embede, som han slet ikke egner sig for; saa kunde han faa arbeide aabenlyst af Hjertens Lyst —
REYNHOLDT. Men —
MARGRETE. — men?
REYNHOLDT. De synes mig at glemme det vigtigste —
MARGERETE. — og det er?
REYNHOLDT. Hvad vilde Folk sige?
MARGRETE (smiler). Nu vil De prlve mig i Rangforordningen!
REYNHOLDT. Nuvel! — Formaa ham til at tage Afsked — uden at lægge Skjul paa noget, og vis saa, at De for fuldt Alvor vil følge ham til det nye Arbeide.
MARGRETE (retter sig op). Det vil jeg! — Da Ross før talte om at skjule det hele, følte jeg mig saa mat og ubrugelig. Men nu ser jeg et Arbeide, jeg kan magte. Endnu i Eftermiddag vil jeg tale med Far.
REYNHOLDT (tager sin Hat). Jeg vilde ønske, jeg kunde være Dem til nogen Nytte.
MARGRETE. Aa — Hr. Reynholdt! — De har isandhed gjort mig den største Tjeneste; lad mig takke Dem.
