Da Jacob Worse havde læst dette Brev, sprang han op, greb Hat og Paraply og for ud i det ydre Kontor.
„Er Hamburgeren gaaet?“
„Nei — den ringede just første Gang —“ blev der svaret.
„Har De Guld? — Kasserer!“
„Ja! — det vil sige — nei! — ikke stort —“ sagde Kassereren.
„Lad mig faa, hvad De har, og send Thomas over i Kreditbanken efter mere — et Par Tusinde Kroner eller saa!“
Gutten løb afsted med en Bunke Sedler og en liden Seildugspose.
„Jeg reiser bort — Svendsen! for en fjorten Dage eller saa, — jeg kan ikke vide det. Se her er min Adresse —“ og dermed snappede Principalen Hr. Svendsens Pen bag Øret og skrev tversover et stort Ark, paa hvilket Bogholderen netop havde begyndt et sirligt Brev: Pavillon Rohan — Paris.
Dampskibet ringede anden Gang.
„Jaja! — Svendsen! nu faar De stelle saa godt De kan; — telegrafer om behøves — mine Nøgler staar i Pulten —“ i Døren vendte han sig og raabte: „Ja — det er sandt — Svendsen! gaa over til Mor og sig hende — ja sig bare, at alt er iorden! —“ dermed løb han.
Gamle Svendsen stod maalløs og stirrede ud i Luften, medens han gned Tommelfingeren mod Pegefingeren, hvilket var hans Vane under vanskelige Omstændigheder. Alle Døre aabne, en Stol væltet inde i Principalens Kontor, og Principalen selv paa Veien til Paris med Hat og Paraply, bagefter ham Thomas med Seildugsposen i fuldt Sprang; Kassereren sad med Pengetutter og Sedler udover, somom han var plyndret, og da gamle Svendsens Øine dalede ned paa det ødelagte Brev, opdagede han, at han havde en stor Blækklat paa Fingrene. Nu var det over tredive Aar siden gamle Svendsen havde havt Blæk paa sine Fingre, Principalen maatte have skvættet med Pennen, da han snappede den; og idet den gamle Bogholders Øine vandrede fra Blækklatten og ud over den rædsomme Forvirring og tilbage igjen til Blækklatten, gjentog han langsomt og høitideligt — som var det en Trylleformel, der skulde vække ham af dette vilde Mareridt —: „Hils min Moder og sig, at alt er iorden!“
Men det blev endnu værre, da han en Stund efter fremstillede sig for Fru Worse i Bagbygningen. Thi neppe havde han udtalt det skjæbnesvangre: alt er iorden, før Fruen fløi lige paa ham og kyssede ham midt paa Munden.
Dette Kys i Forbindelse med Blækklatten gjorde hin Dag
