bevæget, at jeg maa tvinge mig selv til at skrive Ord for Ord. Men nu skal det gjøres, lad det da blive kort og klart.
Jeg har — som De nu kanske forstaar — ført den norske Korrespondance hos Barnett brothers i flere Aar. I mine Privatbreve til Dem fordreiede jeg min Haandskrift, for ikke at forraade mig.
Jeg vilde nemlig først prøve, om jeg kunde blive til noget, og nu er jeg bleven det. Jeg har lært at anvende Deres Moders Husraad — hils hende fra mig! — jeg kan arbeide.
Et Par Gange i Deres venlige Breve, for hvilke jeg takker Dem, har jeg troet at mærke en vis Forbauselse hos Dem over, hvad jeg vel bruger alle mine Penge til. De ere indsatte i vor Forretning, — jeg siger „vor“, thi Messrs. Barnett brothers har tilbudt mig Andel i Pariserforretningen. Det var min Ærgjerrighed i den Retning.
De gav mig engang det Raad (— De ser, jeg tager alting punktvis, for ikke at forvilde mig og spilde Ord eller glemme noget —) altsaa: Deres Raad: at optræde som Forfatterinde fandt jeg ikke dengang godt. Senere har jeg tænkt meget paa det, forsøgt saa smaat har jeg ogsaa, og nu takker jeg Dem ogsaa for det gode Raad; — jeg har meget at takke Dem for.
Nu da jeg kan arbeide, er jeg ikke længer saa ængstelig; der er i Virkeligheden — som De sagde dengang — mange Ting, som en Kvinde kan have at sige — især hjemme hos os. Jeg har en uafhængig lykkelig Stilling — bonheur oblige —, og jeg har Mod; altsaa vil jeg prøve!
Men jeg maa hjem. Ikke blot, fordi jeg længter som et Barn; thi jeg ved, at efter et kort Ophold, vilde jeg helst reise ud igjen. Men jeg føler, at skal jeg udrette noget, maa jeg staa blandt dem, jeg vil hjælpe; jeg vil nok reise og gjøre mit Liv bevægeligt; men jeg maa have fast Fod hjemme, og kunne vende tilbage, naar jeg trænger til det.
Og nu kommer det store men, som egentlig er Hovedindholdet af dette Brev — og dette men er De — Hr. Worse!
Jeg vil ikke komme hjem, førend vort Forhold er klaret. Saameget ved jeg, at De ikke bærer Nag til mig, fordi jeg var saaledes mod Dem, som jeg var. Men mere ved jeg heller ikke; og er der ikke mere at vide, saa vilde vi mødes som gode Venner — haaber jeg. Skulde der være mere, saa faar De skrive til mig.
Se saa — nu staar det der! — lad os nu forstaa hinanden og vær ærlig og aaben mod mig. En Ting kan De trygt stole paa, at jeg iethvertfald er
|
Deres meget gode Ven |
