„Men var ikke Bedstefar en mærkelig Mand — tror De? —“ spurgte Rachel med Interesse.
„Jeg skal sige Dem, hvad jeg tror — Frøken! han var en Mand, som levede i en Tid, hvor han passede og hvor der overhovedet var saa meget lettere at leve.“
„Hvad mener De? — var Tiden lettere at leve i?“
„Ja ganske vist! —“ fortsatte han hurtigt gaaende op og ned, som han pleiede, naar han blev ivrig, „ser De ikke, hvorledes Livet Aar for Aar bliver vanskeligere. Opdagelser og Undersøgelser dukke frem hver Time, Tvivlen ligger og roder og graver under det hele; ærværdige, grundmurede Sikkerheder falde overende, og de Gamle flokkes fortvivlede om de raadne Stilladser — støttende, bevarende, forskræmte — bandende Ungdommen og spaaende Verdens Undergang. Deres Farfar stod paa Høiden af sin Tids Dannelse i et roligt selvsikkert Samfund — med aristokratiske Kundskaber opover, og med den aristokratiske Uvidenhed nedover. Deres Far var en voxen Mand, da Bevægelsen naaede os; han havde allerede en fast Livsanskuelse, da det nye strømmede ind paa ham; — deraf den lange, misfornøiede Kamp. Men vi — en Generation yngre — naar vi træde ind i Livet med de gamle Sikkerheder kun halvveis fæstnede i vore Hoveder fra Skolen, saa vakler det hele; Tvivl, Usikkerhed paa alle Kanter — snart i kaad Jubel snart alvorligt bekymret. Hvorhen vi flytter vor Fod, svigter Jordbunden, og ville vi sætte os ned, trækker en usynlig Haand Stolen under os. Saa hvirvles vi rundt i en Kamp, til hvilken vi ikke vare udrustede, og en Mængde af os gaa tilgrunde. Og Fædrene skjænde og trodse, og Mødrene græde, fordi vi sveg vor Barnetro; bitre Ord og Partinavne opsnappede i Dagens Strid fare ind i Familierne, den ene forstaar ikke den anden, de staa og raabe til hverandre i Begmørke, ingen Forskjel paa oprigtig Overbevisning og Fusentasteri, alt slaaes sammen, og et indfiltret Net af Fiendskab, Mistro, Løgn, Fusk, Hykleri spinder sig ud, over det hele Samfund!“
Rachel saa paa ham med store Øine; tilslut udbrød hun: „Men hvorledes kan De dog holde ud at leve paa denne Maade — taus og indesluttet — naar der er et saadant indre Oprør i Dem?“
Jacob Worse stansede, og hans Ansigt blev roligt, da han sagde: „Jeg har et Husraad, som jeg har lært af Mor — Deres Fader brugte det ogsaa — og det er at arbeide. Fra Morgen til Aften at hænge i Arbeidet; begynde Dagen med en høi Bunke af Udenlandsposten der paa Pulten og slutte om Aftenen træt og færdig
