Jacob Worse; thi hun vilde have ordentlig Besked om, hvad hun eiede, og hvorledes idethele hendes Stilling var. Worse svarede hende i en rolig, afmaalt Forretningstone.
„Disse Penge —“ sagde hun en Dag, „er altsaa mine, som jeg eier ganske alene?“
„Foruden hvad De eier i Firmaet,“ forklarede Worse; Samtalen førtes i hans Kontor; „og — naar Deres Moder engang dør, vil Deres Part tilfalde Dem ved Skifte. Det vil da afhænge af Dem — eller af Deres eventuelle, Mand —“
„Min eventuelle Mand faar vel lade mig selv raade over min Eiendom?“ sagde Rachel.
„Forhaabentlig vil han det, men — som De kanske ved — naar De gifter Dem, bliver De umyndig.“
„Saa vil jeg aldrig gifte mig!“
„Jeg mener ogsaa, at De kan gjøre noget bedre end at gifte Dem —“ sagde Jacob Worse.
Rachel tog ham skarpt i Øiesyn; men hun blev ikke klog paa ham.
„Hvor jeg misunder Dem dette kolde, forstandige Blod,“ sagde hun lidt haanligt, „De foreskriver Dem selv eller en anden den eller den Livsplan, og dermed er det hele gjort for Dem. Saa følger De roligt Deres Plan, ligesom De ogsaa venter, at den, De giver Raad, skal følge det bent frem — rolig og sikker! — De er ligesom Far: De er altfor korrekt!“
„Det anser jeg som den største Kompliment, jeg nogensinde har modtaget,“ svarede Worse smilende.
„Men Far var dog i mange Stykker en fordumsfuld, gammeldags Mand. Og netop mange af de moderne Ideer, hvoraf De er saa stærkt optaget, vare ham fremmede eller endog ligefrem forhadte —“ hun sagde det mere, for at prøve Worse end for at nedsætte Faderen.
„Konsul Garman,“ sagde Worse og reiste sig op, „var en misfornøiet Mand. Hele hans Liv var en indestængt Kamp mellem det gamle og det nye. Mig viste han en forunderlig Fortrolighed, og jeg traf hos ham Ideer, som Ingen skulde anet hos den korrekte, gammeldagse Kjøbmand. Men han kunde ikke faa de uensartede Strømninger til at forliges i sit Liv. Det umodne, stormende — „ukorrekte“ i den nyere Tid var ham aldeles modbydeligt; og naar hans store Retsindighed tvang ham til at erkjende Sandheden, som laa bag, saa var det ikke langt fra, at han ærgrede sig. Derfor søgte han ogsaa — tror jeg — en Modvægt i sin ubegrændsede Beundring for Gamle Konsul Garman.“
