„Snak — Pirre!“ svarede Konsulen, „du har været mest for mig i Livet — du og saa Forretningen. Men jeg har noget at bede dig om Tilgivelse for, før jeg dør —“
„Du? —“ Onkel Richard troede, han talte, over sig, og saa op.
„Ja ser du —“ sagde Konsulen og der gled noget som en Skygge af et Smil over de halvt stivnede Træk, „jeg har narret dig; — du har ingen Vexler — Richard! — det var bare Spøg — er du sint paa mig?“
Om han var sint! — han lagde sit Ansigt ned igjen paa den visne Haand, og som han laa der og smaajamrede sig med det krøllede Hoved nede i Puderne, lignede han en stor lodden Newfoundlænder.
Doktoren kom ind: „Men Hr. Konsul — det gaar paa ingen Maade an, at Legationssekretæren ligger saaledes, det besværer Deres Aandedræt; — dersom De ikke —“
„Min Broder —“ afbrød Unge-Konsulen med noget, der mindede svagt om Kontorstemmen, „min Broder Legationssekretæren skal ligge netop der, hvor han ligger.“
Derpaa tilføiede han med Anstrængelse: „Vil De hente Familien.“
Doktoren gik. Lidt efter drog den Syge en lang Pust og sagde:
„Farvel — Pirre! — og Tak for alt ifra vi var smaa —“ det var vel første Gang Konsul Garman citerede Digt — — „al Bugunderen skal du have — alt er ordnet — jeg skulde gjort det rigeligere — men —“ og der kom en liden Trækning i Ansigtet, somom det kunde være en mat Efterligning af den Bevægelse, hvormed han pleiede at lægge sin Hage tilrette i det stive Halsbind, idet han langsomt og næsten uden Lyd sagde: „men Huset er ikke længer, hvad det har været!“
Det var de sidste Ord, han sagde; thi før Doktoren fik hentet de andre ind i Sygeværelset, var Unge-Konsulen død — rolig og korrekt som han havde levet. —
Samme Formiddag gik Gustaf Oscar Carl Johan Torpander udover Sandsgaardveien. Han gjorde sig en Frimandag, hvilket ellers ikke var hans Vane.
Paa Hovedet bar han en høi graa Filthat af det Slags, som man kaldte Konkurshatte. Hattemageren havde forsikret ham, at den oprindeligt var gjort til Grosserer Morten Garman; men at den var
