endnu var nogen, som ikke vidste det —, at det er godt at holde sig tilvens med „de Fine“ — selv om det skal koste noget.
Men ingen vilde længer have noget at bestille med Martin. Han var sluppen fri for Politi og Dom — de store Fællesfiender —; men han var alligevel en mærket Mand blandt Sine; og hans Venner betydede ham uden Omsvøb, at nu gjorde han bedst i at pakke sig af Landet ju før jo heller. —
Unge-Konsulen maatte dø. I fjorten Dage var det gaaet op og ned med ham. Stundom syntes det, somom den høire Side skulde seire; men saa fik den venstre igjen Overtaget og stærkere hver Gang.
Jomfru Cordsen hørte Doktoren sige til Legationssekretæren: — „kanske nogle Timer endnu, men han lever ikke Natten over.“
Den gamle Dame gjorde en Tur gjennem Sygeværelset og gik saa ovenpaa. I hendes Værelse var der lunt og gammeldags. Tæpper og Klædelidser, laasede Skuffer, ingen løse Smaating laa omkring, — alting tæt, velforvaret og hemmelighedsfuldt.
Der kom en Lugt af rent Tøi og tørrede Lavendler, da hun aabnede Chatollet, og i den lille hemmelige Skuffe — bagom en Bunke stivede Natkapper — laa der forsigtigt indpakket et Miniaturportræt i sort Ramme.
Det var en ung Mand i grøn Snorefrak med bred Fløielskrave. Haaret var rødligt og rullet frem efter den Tids Mode i store Bukler foran Ørene; Øinene vare blaa og klare, og Undermunden en liden Smule fremskudt.
Jomfru Cordsen sad en lang Stund og stirrede paa Billedet, og Taare efter Taare dryppede ned til de andre Hemmeligheder, som forvaredes i det gamle Chatol mellem Tøi og tørrede Lavendler. —
— Onkel Richard sad og stirrede paa Broderen. Doktorens Ord havde taget alt Haab fra ham, og alligevel kunde han ikke forstaa, at det var muligt.
„Der er snart forbi med mig — Richard!“ — sagde den Syge ganske svagt.
Legationssekretæren lagde sig ned ved Sengen, og efter en liden Kamp brød han ud i Graad og lagde sit Hoved ned paa Tæppet.
„Her ligger jeg saa stærk og sund —“ hulkede han, „og saa kan jeg ikke gjøre et Gran for dig! — jeg har aldrig været dig til andet end Plage og Bryderi!“
