Side:Kielland - Samlede Værker 1.djvu/201

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

bleven en Smule for liden. Derimod passede den akkurat til Torpander, og han kjøbte den — saa dyr som den var — og tænkte idetsamme, at det dog var et underligt Træf, at han just idag skulde bære en Hat, som Morten Garman havde vraget.

Vaarfrakken var ogsaa kjøbt for Anledningen, den var ikke ganske ny, men den havde en sjelden, lysebrun Farve. Buxerne var det daarligst med; men Frakken var saa lang. Torpander kunde nok have kjøbt Buxer ogsaa; men han vilde ikke gribe for dybt i sine Spareskillinger, før han fik se, hvorledes det gik ham idag. Gik det ham godt, skulde hun have alt, hvad han eiede; og gik det ham galt, vilde han reise hjem til Sverige; han holdt det ikke længer ud.

Og meget Haab havde han — sandt at sige — ikke — der han gik. Rygtevis havde han hørt, at Marianne var syg, kanske var hun ogsaa ulykkelig for den Skam, Martin havde ført over Huset. Og naar han just friede i denne Tid, kunde det kanske gjøre et godt Indtryk; — og dog? — det var en altfor svimlende Lykke — tænkte Bogtrykkersvenden:

Det var en fin Solskinsdag og den lange lysebrune Skikkelse gik hurtigt udover — bevægende ubevidst sine Arme, alteftersom han øvede sig paa sit Frieri. I den venstre Frakkelomme med Snippen hængende udenfor havde han et Silkelommetørklæde — det havde længe været hans Drøm — orangegult med lyseblaa Bord.

Det var ikke Meningen at bruge det til nogensomhelst Fugtighed — dertil havde han et rødt Bommuldslommetørklæde med Abraham Lincolns Portræt; men med Silkelommetørklædet figurerede han. Hvergang nogen kom imod ham i Alléen, som han gad vise sig for — og det var jo de fleste — trak han det skinnende nye Tørklæde frem og førte det varsomt opimod Ansigtet, lagde det saa ned igjen og frydede sig overmaade ved at føle Silken med bittesmaa Klør gribe fat i den haarde Hud paa Indsiden af hans Fingre.

Ved Værftet traf han Martin, som kom hurtigt indover.

„Er din Søster hjemme?“ spurgte Torpander.

„Ja — du træffer hende hjemme,“ svarede Martin med et stygt Smil; og Torpander gik videre udover west end.

Men i selve Gaarden ved Sandsgaardshuset mødte Martin Præsten Martens, der kom gaaende fra Byen i Samarie og Krave.

Martin lettede paa Huen: „Vil Præsten komme hjem til Søster min? — hun ligger for Døden.“

„Hvem er din Søster? —“ spurgte Præsten.

„Marianne — Sønnedatter til Anders Bemand.“

„Aa — ja — jeg husker hende!“ svarede Præsten, han