lige til Byen. Ved de første Huse mødte han Folk; som løb udover, og saa døv som han var, hørte han dog tydeligt de to Brandskud. Da han gik forbi Kirken, saa han, at Døren var aaben og inde i Klokkerummet stod en Lygte paa Gulvet. Væggelusen saa Benene af en Mand vexelvis gaa tilveirs og komme ned igjen, krumme sig og gaa tilveirs igjen. Heraf uddrog han den Slutning, at der klemtedes med den store Klokke.
Han lagde nøie Mærke til, hvad Klokken var paa Kirkeuhret, og han gik allerede og gjorde op med sig selv, hvorledes han skulde svare Politimesteren; thi det anede ham, at han vilde komme paa Brandforhør. —
Konsul Garman laa i Sengen, det var tre Dage efter. Den venstre Side var endnu næsten fuldstændigt lam; men Doktoren mente, det kunde rette paa sig, siden Patienten havde overstaaet de første Dage.
Konsulen havde ikke talt et Ord; men han bevægede Øinene især det høire, det venstre laa, halvt igjen og Munden var skjæv.
Onkel Richard sad altid ved Sengen og stirrede paa Broderen, indtil deres Øine mødtes; da saa han iveiret med en Mine, som skulde være ubekymret. Thi Doktoren havde sagt, at den Syge maatte ikke komme i Bevægelse.
Naar Legationssekretæren var alene med den Syge, var han altid ræd for, at denne skulde begynde at tale; men somom Konsulen just havde ventet paa det, begyndte han netop en Dag, da Doktoren var gaaet. „Du Richard,“ sagde han utydeligt, — „der maa gjøres en Del Forandringer —“
Se saa! — nu begynder det! tænkte Legationssekretæren.
Konsulen ventede lidt, før han fortsatte: „Det var et stort Tab —, som vil ramme os alle; Skibet var uassureret —“
„Ja — ser du — Christian Fredrik! —“ svarede Onkel Richard i en upassende let Tone, „det er dog ganske besynderligt, hvad der saadan — hm! saadan kan hænde — for Exempel med et Skib.“
Konsulen saa paa ham. Hvorledes skal dette gaa? tænkte den anden og saa sig om efter Hjælp.
„Hvad mener du med det? Richard! —“
„Ja — ja — ja! — det er dog en Pokkers Gut — den Gabriel —“ sagde Legationssekretæren og prøvede at smile, „— ikke
