Side:Kielland - Samlede Værker 1.djvu/194

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

flauede Vinden af, og de tykke Røgskyer steg høit op og drev langsomt ud over Fjorden.

Da Skibet løb af Stabelen, skar det tvers paa Vinden et Stykke udpaa og ragede ombord i en gammel Brig til Firmaet. Og hele Natten udover var der Raab og Opsang af de utallige Frivillige, som var ude for at klare Skibene og fortøie det store nye.

I en liden hyggelig Kreds sad Skibstømmermændene paa Værftet saa nær Branden, at de kjendte Varmen. De havde faaet meget mere end de kunde lægge i sig, og Vagtfolkene kom stundom hen og blev trakterede.

Det eneste Skaar i deres Glæde var, at Gabriel ikke kunde være med; han havde tilslut sagt, at Konsulen var syg, og saa maatte han vel være i Huset; for Ingen skulde komme og sige, at Gabriel var stolt! Saa drak de hans Skaal og saamange andre Skaaler, som de kunde finde paa — i den uvante Vin, til den fine Mad, indtil de slet ikke kunde mere.

Levningerne delte de ved at „blinde“ — ganske som naar de delte Spaanhougerne, og lo sig halvt ihjel over den Komedie.

Derpaa vandrede de alle hjemover mod west end med Pølser og Flasker og Kyllingben og alt godt. Solen kom just over Fjeldkanten østenfor Byen og skinnede i alle de smaa Ruder somom hele west end var illumineret.

Den Morgen var der vist ikke en eneste Kone, som skjændte paa sin Mand, fordi han var lidt paa en Kant. Der blev en Spisen og en Drikken og en Snakken og en Løben i Trapper og fra Hus til Hus. Ungerne sad overende i Sengen — blændede af Sollyset og proppede sig med Pølse — endnu halvt uvisse, om det var virkelig, tilforladelig Pølse, de aad, eller om det hele bare var en deilig Drøm — saadan som de Sultne stundom kunne drømme den.

Solen skinnede udover Sandsgaardsbugten, hvor det nye Skib laa fortøiet med Trosser paa kryds og tvers, og Lystigheden fra west end lød langt udover Søen.

Men hjemme hos Begmanden laa Marianne og talte i Vildelse, Nabokonen sagde, hun havde „Feberen“; og Anders selv sad med, et Tørklæde om Hovedet; han havde forbrændt sig paa den ene Side af Ansigtet.

— Byfolkene kom efterhaanden hjem; nogle lod, somom de ikke saa Solen og gik tilsengs; andre blev oppe og gik og gabede hele Dagen. Over den halve By havde været ude i Sandsgaard eller ialfald oppe paa Høiderne, forat se Ilden.

En af de faa, som ikke havde iagttaget Branden, var Væggelusen. Da han skiltes fra Svensken oppe i Skippermarken, gik han