just i Skolen — mener jeg, men saaledes — for Exempel paa Værftet.“
„Hvad er det med Gabriel?“ — spurgte Konsulen hurtigt.
„Med Gabriel? — ingenting med Gabriel — andet end godt — udmærket godt! — hvor kan du tro —“ — i dette Øieblik kom Rachel ind, og Onkel Richard udstødte et Suk af Lettelse.
Rachel saa strax, at Faderen havde talt og gik hen til Sengen.
„Fortæl mig det hele, Rachel! —“ sagde den Syge.
„Jeg skulde gjerne fortælle dig altsammen Far! — thi det er bare godt alt; men jeg er ikke vis paa, om du kan taale en Overraskelse — en glædelig Overraskelse —“ hun saa ham roligt ind i Ansigtet, mens hun talte.
Den Syge blev utaalmodig, og Rachel fortsatte, idet hun greb hans høire Haand: „Ser du — Skibet var færdigt til at gaa — ganske færdigt — og saa gik det — i rette Tid — før det brændte — forstaar du — ud i Vandet — og nu er det reddet og alt godt — Se saa Far! — nu ved du det hele.“
„Men Gabriel? —“ sagde Konsulen og saa paa Broderen.
„Det var Gabriel, som ordnede det hele, for Tom Robson kom ikke,“ sagde Rachel.
„Fuld — ser du! pærefuld! — laa i Sengen — døddrukken — forstaar du —“ forklarede nu Onkel Richard med Tegn og Gebærder.
„Se saa Far! nu skal du ikke spørge mere,“ sagde Rachel afgjørende; „nu ved du alt.“
Faderen saa paa hende, og hun kjendte et svagt Tryk af hans Haand.
Derpaa tog Rachel Onkel Richard med sig ud af Sygeværelset og forbød ham at komme der alene, hvilket han fandt saare rimeligt. —
— Jomfru Cordsen havde travle Dage baade med den Syge — han vilde ikke have andre end hende og Rachel om sig —, og med at bringe det store Hus i Orden igjen efter Forberedelserne til Ballet. Men den gamle Dame fik i denne Tid høie Tanker om Frøken Rachel.
— Præsten Martens havde ikke talt alene med Madeleine siden sit Frieri. Men i disse Dage af Ængstelse og Spænding, kom han meget ofte til Sandsgaard — Fru Garman laa tilsengs, man vidste ikke ret hvorfor —, og saa traf det sig flere Gange, at ingen andre end Madeleine var i Stuen, naar han kom.
I Førstningen var hun meget sky og forknyt, men da hun mærkede, at han ikke i mindste Maade var fortørnet, syntes hun, det
