„Nei —“ svarede den Anden sagte, „jeg arbeider i Fortvivlelse.“
Legationssekretæren nikkede: „Jeg ogsaa; stakkels Christian Frederik!“
Idetsamme gik der en Mumlen gjennem Mængden. Alle læste Navnet oppe paa Skibet: „Morten W. Garman“ — det er efter Gamle-Konsulen blev der sagt.
Onkel Richard havde faaet Navnet at vide af Broderen; han saa op, hvor Faderens Navn stod i Guld indimellem de lette Flammer, som spillede opad Siden.
Jacob Worse greb selv Mundstykket paa Slangen, og med et Kast fik han Vandstraalen til at fare saa høit opover, at Flammen sluktes for den Gang.
Men nu forstod alle, at Skibets Skjæbne var afgjort. Og om end der kunde være en og anden, som nok undte Garman & Worse en Smæk, saa var det dog for alle et jammerligt Syn at se det stolte Skib gaa saaledes tilgrunde.
Morten var kommen ned igjen fra Faderen; han stod nu tæt ved Onkel Richard; alle stirrede paa Skibet.
Ilden øgede fra Secund til Secund; med store Smæld kastede Luerne sig helt hen over Taget paa Materialhuset, med hvert Vindkast slog nye Flammer op og der blev hedt ved Sprøiterne. Jo høiere Ilden bragede desto stillere blev der blandt Mængden, ingen Kommando, ingen Raab af Opmuntring mellem Søfolkene, Pumpeslagene faldt ikke længer saa taktfast, selv Jacob Worse syntes at have tabt Modet.
Da raabte en liden Gutunge fra west end, som var krøbet op i Riggen paa en Jagt udfor et af Søhusene: „Hu’ sige! — hu’ gaar! Hurra! hu’ gaar!“
Gjennem Mængden gik der en Mumlen af Uvilje over denne stygge Spøg; — men se! det ser jo næsten ud somom — se dog! — det øger blandt Mændene — Raab, Tvivl — jo! — nei! — hun gaar! — Skibet gaar! — ingen pumper længer — aandeløs Spænding; men hurtigt voxer der en Larm af Stemmer udover Værftet, opover Gaarden — brusende høiere og høiere, indtil et Brøl, et jublende Skrig af Hundreder — Gutter, Fruentimmer, voxne Mænd — alle raaber, de ved ikke hvad — bare en stor stormende Jubel!
Thi se — Skibet gaar! den store sorte Kolos sætter sig i Bevægelse; Tomme for Tomme med øgende Fart glider det mægtige Skrog ud gjennem Ilden. Den blanke Side forsvinder Stykke for Stykke i Røgen, det blinker i den gyldne List, — og høit — som
