staver stod indi den gnistrende Ild — alle læste det — Konsulen ogsaa — der stod: „Morten W. Garman“.
Det var Gamle-Konsulens Navn — hans Skib — hans Navn — og nu —
„Se paa Unge-Konsulen, hvor bleg han er —“ sagde en blandt Tilskuerne til sin Sidemand.
„Hvor? — hvor er han? — jeg ser ham ikke.“
„Han stod just i Hjørnevinduet; han var bleg som et Lig; mon det var assureret?“
Men Unge-Konsulen laa baglængs paa Gulvet, han havde revet det tunge Damaskes Gardin med sig i Faldet.
Jomfru Cordsen kom gjennem Stuerne. Da hun saa ham, stansede hun og trykkede Hænderne mod Brystet; men ikke en Lyd kom over hendes Læber. Et Øieblik betænkte hun sig; saa lagde hun sig paa Knæ, viklede Gardinet løs fra ham og tog indunder med sine lange tørre Arme.
Han var ikke tung, og hun reiste sig op med ham i Armene. Men idetsamme faldt hendes Øine i det store Speil midt foran. Den gamle Dame skjælvede, og det var med Møie, hun holdt sig opreist.
En Hvirvelvind af Erindringer susede gjennem hendes Sjæl: han laa ved hendes Skulder, hun holdt ham i sine Arme — en gammel vissen Mand.
Jomfru Cordsen pressede sine Læber sammen og rettede sig op, og saa bar hun ham som et Barn paa de lange tørre Arme gjennem Værelserne — alle Døre stod aabne — helt ud paa Trappegangen. Her fik hun raabe ned til en af Pigerne, som kom og hjalp hende.
Da Onkel Richard blev fordrevet fra Taget af Materialhuset og forstod, at alt Haab var ude, gik han hen, forat tage fat paa Sprøiterne. Det var somom han døvede sin Smerte, naar han arbeidede, og han pumpede med af alle Kræfter; — af og til saa han op imod Huset og tænkte: „Stakkels Christian Frederik!“
Jacob Worse ledede Arbeidet; han havde ladet det høie Plankeværk, som omgav Værftet hugge ned ved Søhusene, forat skaffe Plads for Sprøiterne; der kom Orden i Vandlangingen, og det ørkesløse Publikum drev han op i Gaarden. Da han engang løb forbi Onkel Richard, spurgte denne: „Tror De, her er Haab — Worse!“
