hvis jeg fik raade, skulde det Død og Pine gaa paa en anden Manér.“
„Hvad vilde De gjøre?“ havde Morten spurgt.
„Krudt!“ svarede Ingeniøren — kort og greit, — som Ingeniører pleie at svare.
Det var tungt for Morten at opgive dette Krudt, og han mumlede mange stygge Eder, mens han gik nedad Trappen:
— Da Konsulen atter saa ud af Vinduet, efterat Morten var gaaet, greb han uvilkaarligt fast i det Damaskes Gardin. Thi den Forandring, som var foregaaet i disse Minutter, var altfor afgjørende.
De vaade Seil vare blevne sorte og forkullede i et Secund og pludseligt flammede hele den ene Væg af Materialhuset op i gule friske Luer. Henover Taget kastede de sig som Blink i den tætte Røg, og lange Flammer begyndte alt at slikke henunder Fartøiet.
Konsulen vidste, hvad der var i Huset: Drev, Maling, Olie, Tjære — Skibet var redningsløst fortabt — det store Skib, hans Stolthed — mere end nogen anede.
Efter det første overvældende Indtryk begyndte hans Hoved at kalkulere. Tabet var stort — meget stort; Forretningen vilde lammes for en lang Tid, og Huset vilde faa en slem Knæk.
Og dog var det ikke dette, som knugede den lille stive Mand, saaat han næsten følte det i Knærene. Men dette Skib betød mere for ham end en Pengesum. Det var et Arbeide, han havde fuldført til Ære for „det Gamle“ — imod „det Nye“ — mod Sønnens Raad med Tanken paa Faderen, næsten under hans Øine — syntes han. Og nu skulde det altsammen gaa saa ynkeligen tilgrunde!
Den store Sprøite fra Byen rak netop saa høit, at den kunde holde Skibets Side vaad til opimod Guldlisten. Men indunder Agterenden kunde Straalen ikke komme til at virke, og snart hvirvlede der smaa spidse Flammer frem; Konsulen forstod, at der var gaaet Ild i Rorstilken.
Den Del af Skibets Side, som vendte mod Branden, var nu saa hed, at den røg; hvergang den tynde Vandstraale feiede hen over den. Men pludseligt blev et stort Stykke bedækket med smaa gnistrende Flammer, som om der var kastet store Masser Bogguld mod Skibssiden, de hvislede henover i det stærke Luftdrag, satte sig fast i lange parallele Striber i det tjærede Drev mellem Plankerne. Vandstraalen feiede det væk; men med ét var det der igjen — et andetsteds — farende — gribende sig fast med tusinde Smaaben løb det helt opover til Guldlisten, forbi den og der — kastede Flammerne sig med et Sæt over Navnebrættet; de forgyldte Bog-
