Pludseligt hørte hun en Stemme, hun kjendte: „Afvei — afvei for Sprøiterne! varsko der! Sprøiterne! afvei!“
Folk sprang tilside og ud af Sværmen kom i fuldt Løb to Rækker Mænd, som trak den rødmalte Sprøite i lange Touge. Jacob Worse sprang foran raabende og kommanderende; han hilste flygtigt paa hende, og Sprøiten rumlede over Gaarden. Det slog hende, at hans Ansigt var det eneste, som saa bekymret eller deltagende ud; alle de andre vare ligegyldige, nogle lagde endog intet Skjul paa, at de fandt det at være en herlig Spas med denne Brand. Rachel vendte sig og gik ind.
Imidlertid stod Konsul Garman i Hjørnevinduet mod Nordvest indaf den lille Sal. Beghuset var i fuld Brand indvendigt; Flammerne stod udaf Døren og brændte langs henad Jorden i det smeltede Beg, som randt ud. De tykke Mure vare glohede; han saa Folk trække sig tilbage, naar de kom for nær. Røgen laa saa lavt nede i den stærke Vind, at han ikke saa stort til Folkene og Sprøiterne. Men oppe paa Taget af Materialhuset saa han Onkel Richard og nogle andre Skikkelser arbeide med de vaade Seil.
Materialhuset stod kun faa Favne fra Beghuset og saa tæt indunder Agterrenden paa Skibet, at dette var saa godt som fortabt, hvis der gik Ild i Huset.
Konsulen saa, at Seilet blev trukket over, men idetsamme styrtede det murede Tag paa Beghuset, og Ilden slog pludseligt høit i Veiret og kastedes af Vinden lige mod Materialhuset. Legationssekretæren og de andre maatte i en Fart ned af Taget paa den anden Side.
Der kom en springende opad Trappen, gjennem Værelserne.
„Far — Far! —“ det var Morten, som aandeløs og gjennemvaad styrtede ind, „Far, vi maa have Krudt! — Materialhuset maa sprænges i Luften.“
„Snak! —“ svarede Konsulen tørt, „Huset staar jo lige indunder Skibet.“
„Det er det samme,“ svarede Morten, „noget maa gjøres; hvad Fanden kan det blive til med de gamle Fillesprøiter!“
Unge-Konsulen rettede sig; han hørte Gjenklangen fra saamangen Uenighed mellem dem, det var det nye mod det gamle, og han svarede kort og tørt: „Jeg er endnu Husets Chef. Gaa tilbage og gjør din Pligt — som jeg har ordineret.“
Morten vendte sig trodsigt og gik. Den Idé med Krudtet tiltalte ham, skjønt Ideen ikke var hans. Men en Ingeniør havde staaet bag Morten med Hænderne i Lommen, som Ingeniører pleie at staa; og saa havde han sagt, som Ingeniører pleie at sige: „Ja,
