Han famlede sig frem til Sengen og ruskede i Mr. Robson. Idetsamme kom Værtinden — en drabelig Skipperkone — ind med Lys; hun havde netop faaet Tom afklædt paa en Vis.
„Aa nei da! er det Hr. Gabriel! —“ sagde hun og trak Nattrøien sammen; „— er der Brand? Mr. Robson!“ — raabte hun og hjalp Gabriel at ruske i ham.
„What is the matter?“ brummede han og vendte Hovedet — forslaaet og blodig som han var.
„Aa—aa nei da!“ klynkede Madammen, „han er saa svinagtigt fuld! er det ikke Synd for saadan en pen Mand, at han skal være sligt et Svin! Tom! Tom! — aa Herregud, hvor snyd han er!“
Gabriel slog uden Betænkning Vaskevandsbollen i Ansigtet paa ham. Mr. Robson prustede og blaaste; og idet han reiste sig paa den venstre Arm svingede han mat med den høire og raabte: „Leve Morten W. Garman! — hip — hip —“, men før han kom til Hurra, faldt han om paa Siden og snorkede.
Gabriel gik; der var ingenting at gjøre med Tom. Vinden feiede nedover Skippermarken og drev den tykke Røg fra Beghuset udover Fjorden. Omkring Hovedbygningen var der alt saa lyst som om Dagen, rødlige Striber løb langt udover Markerne, skinnede hist og her i Brystet paa et hvidt Hus, mens det var mørkt opover Skippermarken i Skyggen af det store Skib. Der kom et Blink indover Byen og saa et Drøn, det var Brandskuddene. Oppe fra „Gaarden“, henover Markerne, men helst i Alléen fra Byen begyndte Folk at komme springende enkeltvis — to og tre — altid flere — indtil Mængden fra Byen viste sig i Alléen som en tæt sort Masse fuld af hvidrøde Punkter. Da Gabriel kom ned igjen, var han ganske raadløs, han støttede sig mod Havemuren og hulkede høit.
En Mand kom rendende langs Havemuren; det var Adjunkt Aalbom; han kjendte Gabriel og stansede: „Ja er det ikke som jeg siger!“ raabte han triumferende, „du er en Laban! her staar han og flæber! — kunde du ikke ialfald lange Vand — dit Drog!“
Da for Gabriel op som greben af en Indskydelse, puffede Adjunkten tilside og løb ned mod Værftet.
„En uopdragen Kanalje —“ mumlede Adjunkten, idet han gik videre, forat udsøge sig en god Plads, hvor han kunde se Branden.
— Rachel havde strax følt Trang til at være virksom; men der var intet at gjøre for hende. Saa stod hun da paa Trappen foran Huset og saa Mængden fra Byen strømme til, medens Ilden kastede et stærkere Skjær indover Byveien, som var fuld af Folk.
