i Triumf løfter Bougen sig mod Himlen, idet Agterenden duver dybt ned i Søen.
Det hvislede og spragede, somom man havde kastet hundrede gloende Jern i Vandet, da den brændende Agterende borede sig dybt ned i Bølgerne, de skyllede opover Siderne, helt ind under Agterspeilet, og de lette Flammer, som for langs Skibssiden, sluktes i det stærke Luftdrag.
Vinden, som fik bedre Magt, da Skibet var borte, kastede sig ned i Ilden; den slog ud langsmed Jorden og skjulte som et bølgende Tæppe af Flammer kantet med Røg — Skibet, der gled udover Havnen.
Og midt paa Pladsen, hvor det havde staaet — den var saa stor nu, da den var tom — stod en liden Flok krogryggede, tjærebredte Mænd og tørkede sig i Hovedet med Huerne. Men midt iblandt dem saaes en høi, smekker Gut — blussende rød i Skjæret af Ilden.
„Gabriel! —“ raabte Onkel Richard. „Gabriel! —“ gjentoges der rundtomkring. Legationssekretæren banede sig Vei henimod ham, Mængden fulgte, men stansede — ladende en ærbødig Ring aaben omkring Dagens Helte.
Onkel Richard omfavnede Gabriel, derpaa vendte han sig og raabte:
„Leve Gabriel Garman! — Hurra! —“ han vilde svinge med Hatten, men opdagede, at han var barhodet.
„Hurra! —“ raabte Mængden, saa det dundrede; man var netop i Humør til at raabe høit.
„Hurra — for Tømmermændene! —“ raabte Gabriel; hans Guttestemme sprang op i Discant midt i Ordene; men det var ligegodt; der blev raabt et vældigt Hurra for Tømmermændene, saa for Skibet og for Firmaet — der var en Skraal og en Jubel uden Ende.
„Kom nu med mig —“ sagde Gabriel til Folkene, „Far vilde trakteret Jer med Frokost; men nu faar det blive en Kveldsmad.“
Alle Tømmermændene mumlede og lo over denne Vittighed; men endnu bedre blev det, da „Kandidaten“ tilføiede: „De har s’gu fortjent en Frokost ogsaa.“
Dette syntes dem saa over al Maade vittigt, at de lo saa det klukkede i dem, og det om „Kandidatens“ Frokost blev et Mundheld blandt dem og deres Efterkommere.
Imidlertid brændte Materialhuset og alt, hvad der fandtes af brændbart paa den yderste Kant af Værftet. Ilden begyndte endogsaa at æde sig opefter Renderne. Men der var ingen, som brød sig stort om det — Skibet var reddet! — det var det vigtigste, og
