ham — saa vild som han var; men alligevel sagde Væggelusen, da Gabriel gik nedover: „Der er Blod i dem!“
Martin, som de havde sluppet, reiste Hovedet: „Blod — siger du! — ja Blod er der i dem! de fattiges Blod, som de har suget fra Far til Søn! og alt det Blod har de gjort til Guld — rødt, skinnende, blodigt Guld. Men —“ tilføiede han hemmelighedsfuldt — „jeg skal tappe Guld af dem — jeg, saa det skal skinne rødt som Blod over hele Sandsgaard! — vent bare!“ — og snar som et Dyr for han ned over Skrænten.
— Væggelusen og Svensken saa paa hinanden og gik hver sin Vei uden at sige et Ord. —
— Da Vinduet blev knust, havde Marianne strax slukket Lyset. Hun tog sit Underskjørt og prøvede at stoppe i Vinduet; men Vinden kastede saa haardt imod, at hun ikke kunde faa det tæt. Hun frøs — der hun stod og skyndte sig i Seng. Men for hvert Vindstød kjendte hun den kolde Træk og hun kunde ikke blive varm.
Nedenunder gik Bedstefaderen og rumsterede, mens han drak op Ølslumperne. Marianne foldede sine Hænder og bad, at hun maatte faa dø; men udpaa Natten for hun op, hun var bankende hed og skjælvede over hele Kroppen; hun syntes høre Raab og Lyden af mange Mennesker. —
Fru Garman var allerede gaaet tilsengs efter den lange besværlige Dag. Madeleine havde ogsaa trukket sig tilbage som hun gjerne pleiede, naar Fanny var der.
Og baade Morten og Fanny vare paa Sandsgaard iaften. Den smukke Frue var ganske som før mod Madeleine — smilende og elskværdig, og Madeleine maatte ofte spørge sig selv, om hun ikke, naar alt kom til alt, havde drømt hele hin Maaneskinsaften.
Klokken var henad elleve; Gabriel var netop vendt tilbage fra sin Expedition i Skippermarken; han havde hørt Skrig deroppe, da han var ude, forat se, hvad Vind der var.
Konsulen og Onkel Richard spillede Skak. Morten, Fanny og Rachel talte om Ballet imorgen, af og til henvendte de sig til Jomfru Cordsen, der sad ved Ovnen og pudsede Sølvtøi.
„Det er vel Søndenvind? — Gabriel! —“ sagde Konsulen og lyttede efter Vindkastene i Træerne.
„Frisk Sydvest — Far —“ svarede Gabriel.
„Godt —“ sagde Unge-Konsulen, „det gjør os ingenting, naar det bare ikke bliver Nordenvind; for den sætter Sø ved Værftet.“
