Side:Kielland - Samlede Værker 1.djvu/184

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

var Lys. Stenen traf med saadan Kraft midt i Korset af Vindussprosserne, at alle fire Ruder sprang, og Glasstykkerne faldt klirrende ned.

„Det var Tom Robson!“ skreg Martin, som var den sidste, „lad mig komme op — afvei! lad mig bare faa Kloen i ham!“ — han arbeidede sig forbi de to andre og naaede Tom just som han kom indover Skrænten paa flad Mark.

Martin for indpaa ham med saadan Voldsomhed, at den anden ikke fik Tid til at sætte sig i Forsvarsstilling. Slag paa Slag susede ned over ham, indtil han halvt bedøvet tumlede om. Men Martin kastede sig over ham, satte Knæerne i Brystet paa ham, slog ham i Ansigtet, spændte og sparkede, hvor han traf, indtil han ikke kunde mere.

De andre naaede ogsaa op, men lagde sig ikke imellem. Martin var aldeles vild; han gik foran, fægtede med Armene og bandte og svor.

Tom Robson kom luskende bagefter; men ikke saa snart fik Martin Øie paa ham, før han igjen kastede sig over ham, indtil han atter laa som død i Marken.

Saaledes drog de sig indover Skippermarken; men da Martin for tredie Gang vilde fare paa Tom, kom der en lang smekker Gut springende henover Marken og stillede sig midt foran Martin; det var Gabriel Garman.

„Vil du lade ham i Fred — Martin!“ raabte han — aandeløs efter Spranget.

„Hei! —“ skreg Martin, „der er en af Blodsugerne! — du kommer i rette Tid! — jeg skal vride Indvoldene ud af dig — din Helvedes Hund!“ —

Men idetsamme han vilde styrte mod Gabriel, blev han greben bagfra over Armene.

„Er du gal — Martin! — det er Gabriel — Søn til Konsulen! — du er fra Vid og Sans — Gut!“ raabte Væggelusen; — baade han og Svensken havde kastet sig over Martin og holdt ham fast.

Men Martin skreg og spændte, indtil han udmattet faldt tilbage og laa stille.

Tom Robson sansede ikke noget mer, men tumlede alligevel op til sit Hus, som var tæt ved.

„De behøver ikke at være bange — Hr. Gabriel,“ sagde Væggelusen indsmigrende, „vi holder ham godt.“

„Det skulde I have gjort før,“ svarede Gabriel „jeg skulde nok have klaret mig.“

Han var saa tynd og smekker, at Martin kunde have knust