thi han var paa sin Vis stolt, og Taknemlighed laa ikke for hans Natur.
Endelig kom Marianne. Torpander hilste med sædvanlig Ærbødighed, og hun smilede svagt til ham. Hun saa ud, somom hun vilde falde af Træthed og gik hurtigt gjennem Stuen.
„Holloi!“ raabte Tom, som først saa hende, da hun var ved Kjøkkendøren, „der kommer Kjæresten min! Mary Ann, my darling! nu er Skuden færdig og Tom Robson har Penge! nu holder vi Bryllup — inat om du vil! come along! —“ raabte han og vilde stige over Bænken.
Men Martin stødte ham tilbage: „Vil du lade Søster min være i Fred!“
„Kanske hun skulde være for god til en ærlig Sømand, fordi om den Helvedes Grossereren —“
Længer kom han ikke, thi Martin slog efter ham og traf ham i Nakken indunder Øret. Marianne skyndte sig ud. Men Torpander kastede sig modigt over sin gamle Fiende fra den anden Side, og der opstod en forfærdelig Tummel.
Tom Robson krummede sig sammen paa sin engelsk — saa drukken som han var —, bøiede Armene sammen med Albuerne ud som en Boxer. I Førstningen stødte han halvt i Spøg efter Martin; men da han fik et Par Slag, som gjorde ondt, sprang han frem paa Gulvet, forat faa Plads.
Gustaf Oscar Carl Johan Torpander forstod sig ikke det mindste paa at slaaes. Han hamrede saa fort som et Skovlhjul med sine tynde Bogtrykkerarme paa Tom eller i Luften — hvor det traf. Mr. Robson gav ham leilighedsvis et Puf, saa det skranglede i ham; men ellers lod han Svensken banke sig i Ryggen, saameget han lystede.
Væggelusen betragtede en tidlang det hele med Velbehag, indtil han fik den Idé at rydde Stuen. Dette udførte han med stor Ihærdighed, og ved at skubbe og dunke med sin svære Krop fik han tilslut den hele Klump trykket udenfor. Begmanden rakte dem Huerne og lukkede Døren.
Den friske Vind afkjølede dem allesammen og paa Væggelusens Opfordring blev der sluttet Forlig. For at bestyrke dette blev det vedtaget, at man skulde gaa hjem til Tom Robson og tage en Dram og et Stykke engelsk Ost.
De klavrede da op ad den bratte Sti bag Begmandens Hus — Tom Robson foran. Men som han hjalp til med Hænderne paa de bratteste Steder, fik han fat paa en løs Sten; og rent i Ørske og Fuldskab kastede han den mod Mariannes Kammervindu, hvor der
