store Arbejdsstok ifærd med at gjøre alt istand til Morgendagen og rydde op paa Værftet, forat det kunde tage sig rigtig godt ud, naar hele Byen kom ud, forat se Skibet „gaa“.
„Hvad Tid har vi Høivande? Mr. Robson!“ — spurgte Unge-Konsulen, da han og Onkel Richard inspicerede Værftet om Eftermiddagen.
„Klokken halv elleve — Sir!“ svarede Bygmesteren.
„Godt! — lad mig saa se, at De har alting iorden imorgen Klokken halv elleve — paa Slaget — De forstaar: paa Slaget halv elleve!“
„All right! — Sir!“ svarede Mr. Robson og tog til sin Hue.
Men Tom Robson vilde ikke lade noget bero til Morgendagen. Iaften vilde han slaa sig løs; Martin havde allerede faaet Penge til et storartet Indkjøb. Der var Tid nok til at sove ud inden Klokken halv elleve om Formiddagen.
Derfor gjorde han alting færdigt iaften. Renderne bleve smurte forsvarligt med Talg og Grønsæbe og lagt under; Støtterne vare færdige til at tages ned, og alt, hvad der kunde være iveien paa Havnen, blev halet tilside og fortøiet.
Skibet stod med Agterenden mod Søen og Forenden høiest paa Land. Under Bougen laa alt parat, som skulde bruges Dagen efter. Det sidste Stykke Rende, som skulde slaaes under, Kilerne, der skulde drives ind, forat løfte Forenden, laa tilhugne, der var Donkrafter og Spil — alt — ligetil de langskaftede Træhammere var paa sin Plads.
Gabriel fulgte Tom i Hælene den udslagne Dag. Han vilde vide Besked om alt, og det fik han ogsaa. Kun det, han helst vilde vide — Skibets Navn — var en Hemmelighed, som Tom ikke vilde forraade. Og Tom var ifølge Konsulens Ordre den, der selv spigrede Navnebrættene paa om Aftenen, da det var halvmørkt. —
Selskabet hos Anders Begmand havde været flittigt i Aften — især Tom Robson. Og da Klokken var henad ti, var han alt temmelig drukken. Ligesaa Væggelusen; men Carl Johan Torpander holdt sig ædru som han pleiede — seende mod Døren, hvergang han hørte en Lyd. I Mørkningen var det begyndt at blæse en frisk Sydvest, som feiede nedad Skippermarken og stod ud igjennem Fjorden. Det ruskede i den gamle Hytte, naar Vinden kastede ned fra Fjeldet bagom, og Torpander for hvert Øieblik op og troede, at Døren gik — til ustanselig Moro for Mr. Robson.
Martin drak i Stilhed og saa mere skummel ud end nogensinde. Hele Vinteren havde han været uden Arbeide. Tom Robson havde laant ham Penge, og det gjorde ham endnu bitrere;
