Gaarde, over Myrer og øde Vidder — brolagte med Kampesten. Intet Træ var at se, saalangt Øiet kunde naa, og det naaede langt — udover Søen og indover Heiene ligetil de første Fjelde — flere Mil inde i Landet.
Men der var i hele denne gjennemblødte Jord saameget Liv, der piblede frem, saamegen krydret Duft, der steg op, saamange Farver, der vexlede, saamegen let Taage, der gled henover Vandene, blev hængende i Sivet og lagde sig udover Myrerne; og i den klare Solluft var der en saadan Vrimmel af Lærker, der sang omkap, Viber, som jagede hinanden, Strandryler, Snepper, Stær, Ænder — et Liv og en jublende Travlhed —, og ude mod Vest den skinnende gule Sandstribe mod det mørkeblaa Hav.
Legationssekretæren saa ikke stort af alt dette idag. I hele Vinter havde han ikke havt det godt. Hjemme savnede han Madeleine, og naar han kom til Sandsgaard og saa hende, blev han ikke gladere.
Hun havde fortalt ham, at Pastor Martens havde friet til hende; men det var da ikke noget at sørge over — tænkte Legationssekretæren, — især da hun jo svarede nei. Der maatte være noget andet iveien, og idag vilde han spørge Christian Fredrik, han vidste Raad for alting. Saa vilde han ogsaa endelig tage Mod til sig og spørge Broderen, hvorledes det hang sammen med disse Vexler og Contocouranter; det var dog for galt ikke at vide Greie paa sine egne Affærer.
Hjemme paa Sandsgaard fandt han det hele Hus i et Røre. I anden Etage blev der ordnet Møbler, støvet og sat Lys i Lysekronerne; nedenunder var der allerede dækket til Soupéen, kun de Gamles Soveværelser og Kontorerne vare skaanede; og i Spisekammervinduet stod Gelée og sligt noget, der skulde blive koldt.
„Ak — Herregud! hvilket Styr her er!“ — klynkede Fru Garman; hun havde ladet sin Lænestol flytte ind i Anretningsværelset ved Siden af Kjøkkenet. Her opholdt hun sig den hele Dag og lod sig bringe Prøver af alt, hvad der lavedes i Kjøkkenet; Kogekonerne vare saa bange, somom de skulde aflægge Examen.
Men Jomfru Cordsen gled fra øverst til nederst i det store Hus; stiv og stille ordnede hun med faa Ord hele det vidtløftige Apparat af Dækketøi, Knive og Gafler, Lys, Stentøi, Sølvtøi, Glas og Porcellain, — alt havde hun i sit gamle Hoved — lige fra Damernes Aftrædelsesværelse til Aftensmad for Musikken.
— Men var der travelt i Huset, saa var der endnu meget travlere nede paa Værftet. Tom Robson havde holdt Ord; Skibet stod saa blankt og færdigt „som en Brud“ — sagde han. Og nu var hele den
