Side:Kielland - Samlede Værker 1.djvu/180

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

et Ægteskab — som han kunde byde det — vilde ikke være noget for hende.

Der var Lys i Bagbygningen; Klokken var ikke mere end elleve. Jacob Worse gik over til sin Moder, som han fandt i Nattrøie ifærd med at ordne sin Smule Haar til Natten.

Det var ikke at undres over, at den gode Fru Worses Øine tindrede af Stolthed, da den store, smukke Søn traadte ind i fuldt Baltoilette. Men da han kastede sig paa Sofaen, gjemte Ansigtet i Hænderne og sagde — „Aa — Mor — Mor!“ — ganske som i Gutteaarene, naar han havde gjort noget rigtig dumt —, da rystede Madam Worse sine knyttede Næver mod en eller anden usynlig Skikkelse borte i Krogen og mumlede:

„Er det Manér at sende mig slig en Gut hjem paa den Maade?“

Men hun sagde det ganske stille for sig selv; gik hen og trak hans Hoved op paa Fanget; og medens hun lod sine Fingre glide i hans Haar, sagde hun med sin urokkelige Tillid: „Ja — ja! Gutten min! — vær bare rolig; alt kommer nok iorden — alligevel!“

— Rachel vilde ogsaa gjerne taget hjem strax. Men Fru Garman havde hørt, at den nye Restauratør i Klubben kunde en ny Filét, og derfor maatte de vente til efter Aftensbordet. —

XVI.

Endelig slæbte Vinteren sig nordover som et trægt Udyr med sin lange Hale af skiddenhvide Sneflekker langs Gjærderne og blaasort Is — smaahullet somom den var makstukken — udover Vandene. Og Vaaren fulgte lige i Hælene og havde uhyre travelt med at male grønt og fiffe altsammen rigtig op for en liden Stund, — inden Udyret igjen krøb sydover med frisk Sne og flunkende ny, blank Staalis.

Det var den 14de Mai; Onkel Richard red paa sin Don Juan indover Byveien fra Bratvold. Imorgen var den store Festdag paa Sandsgaard: Skibet skulde løbe af Stabelen om Formiddagen, og om Aftenen skulde der være det store aarlige Bal.

Den gamle Herre var falden i tanker, og Don Juan gik i Paradeskridt, dreiede sit smukke Hoved til alle Sider, medens Søndenvinden, der kom strygende op langs Kysten, tog Lokker af den fine Manke, kastede dem over paa den gale Side og legte med den lange Haarlusk i Panden.

Henover bølgende Lyngsletter førte Veien, gjennem veldyrkede