somom De tror, at jeg ikke mener det alvorligere end en hvilkensomhelst —“
„Nei, nei — bliv siddende! — jeg beder Dem,“ bad Rachel ængsteligt og lagde Haanden paa hans Arm, „det var ikke ondt ment, men jeg er saa mistroisk; — Omforladelse! — se saa! lad nu det være glemt! De mente altsaa virkeligt, at jeg burde skrive.“
„Uden Tvivl —“ svarede Worse, som strax blev god igjen, „De sidder inde med mange originale Tanker, De har en Energi, som vil overvinde enhver Vanskelighed, og Mod mangler De ialfald ikke!“
Midt i den tossede Ballarm omkring dem lød de dobbelt underligt i hendes Øre — disse opmuntrende Ord, som med en Gang aabnede nye Udsigter.
„Men — hvad skulde jeg vel skrive? hvad ved jeg, som ikke Verden allerede ved i Forveien; nei — nei! — De tager feil Hr. Worse! — jeg kan ikke —“ hun saa nedover sin Pynt og begyndte at finde det hele temmeligt dumt af Worse.
„Det er umuligt at forudsige, hvad De vilde skrive,“ svarede han, „men det er sikkert, at der er uendeligt meget, som Verden kun kan faa vide af Kvinden, og som den venter paa at faa vide. For Dem gjælder det blot at ville; De gjennemgaar en Krise i denne Tid, der er en Gjæring i Dem —“
„Jeg synes, De behandler mig mere som en chemisk Forbindelse end som et Menneske — endsige da — som en Dame —“ sagde Rachel leende.
„Lader os takke Guderne, fordi De er saa lidet Dame,“ sagde Jacob Worse oprigtigt.
Nu begyndte en Dans, som Rachel havde lovet bort. Hendes Kavaller kom og førte hende bort.
Jacob Worse saa en Stund efter hende; derpaa fik han fat paa sit Overtøi og gik hjem.
Han forstod godt, at naar han vakte denne Tanke hos hende, fjernede han endmere enhver Udsigt til det, der udgjorde hans Livs Drøm. Men det var hans Overbevisning, at de herlige Anlæg hos Rachel vilde gaa aldeles tilgrunde i disse trange Omgivelser; og han troede ialfald, at han var fuldtud oprigtig mod sig selv, naar han sagde, at han ikke vilde stanse hende paa den Vei, han følte, hun maatte gaa — selv om han derved kunde opnaa den høieste Lykke for sig selv.
Men da han kom hjem i sine tomme Værelser, faldt det saa tungt paa ham. Thi det følte han, hvis Rachel først kom til fuld Bevidsthed om, hvad hun evnede, vilde Hjemmet være hende for trangt, og
