over- havde trængt mig ud af Arbeiderforeningen og sat sin Kapellan istedet. Han benægtede Intet, — indrømmede Intet — og tilslut — ja der ser De igjen min Ulykke! — tilslut blev jeg saa gal af at se ham lænet tilbage i Stolen med de hvide Lokker og dette evige Smil, at jeg fik et af mine allerværste Anfald og holdt ham en rigtig Tordentale.“
„Nu? — og Provsten? blev han heftig?“ spurgte Rachel.
Worse lo: „Jeg kunde ligesaagodt have prøvet at slaa Gnister af Filt — som at faa ham heftig. Nei Provsten var lige blid, og da jeg gik, trykkede han min Haand og haabede snart at se mig igjen. Men senere har jeg faaet min Løn for den Visit.“
„Hvorledes det? —“ spurgte hun.
„Jo — ser De — efter den Tid er jeg sat i etslags Ban. Det kommer frem paa utallige smaa Punkter — i Forretningen, i Selskabslivet — overalt; Mor — Stakkel! — hører det i Kramboden af Kunderne; bestandig dette Arrigskab under Form af Beklagelse over Fritænkeren — den Vantro — og saa videre, og jeg er vis paa, at de fleste anser det som et overordentligt Held, at jeg itide blev forhindret fra at fordærve — mindre kan det ikke være — fordærve vor hæderlige Arbeiderstand. Da sagde jeg til mig selv: naar der er saa stor Afstand mellem mine Meninger og deres, som jeg vilde hjælpe, og jeg dertil selv er saadan som jeg er, saa er der ikke andet for mig at gjøre end lukke mig inde i mit Arbeide og holde mig iro.“
„Iro — ja der er det igjen!“ sagde Rachel og saa hen for sig, „men nei — nei De har ikke Ret!“
„Lad mig nu faa Lov til at sige noget om Dem — Frøken Garman! —“ sagde Jacob Worse og tog Mod til sig, „hverken jeg eller nogen anden i Deres Omgivelser formaar at gjøre de Fordringer Fyldest, De opstiller. Men jeg skal nævne Dem en, som kan det — og det er Dem selv — De Frøken Garman har alle de Betingelser, vi andre mangler.“
„Jeg? — en Kvinde! — værre endda: en Dame? —“ Rachel saa paa ham i største Forbauselse, „og hvorledes? — om jeg maa spørge.“
„De skal skrive!“
Rachel studsede og betragtede ham mistroisk. „Det er ikke første Gang, jeg hører det. En og anden har sagt mig det før; det er nu engang saa, at Forfatterskab regnes med blandt en emanciperet Kvindes Unoder.“
Jacob Worse blev atter rød i Hovedet: „Jeg kan taale, at De kalder mig feig — Frøken Garman! men naar De tror eller lader
